119
2020
9788740663631
The Captain and the Glory
På dansk ved Louise Ardenfeldt Ravnild
1. udgave, 1. oplag
Vi lægger hårdt ud. Der er et skib som vælger en ny kaptajn, en mand der aldrig før har haft nogen erfaring med hverken skibets styring eller opbygning og slet ikke med menneskerne ombord. Men han skiller sig ud, er anderledes og rapkæftet og folket vælger ham fordi det er noget nyt. Der er nogen som følger ham helt og holdent og andre som absolut ikke bryder sig om ham, hans måde at styre tingene på og hans personlighed i det hele taget. Men han styrer med hård hånd og vil ikke se tingene fra flere sider. Kun hans egne meninger dur.
Jo længere ind vi kommer i historien, jo mere grotesk opfører den nye kaptajn sig. Han slår folk ihjel som det passer ham og han ser op til nogen skurke som på mange måder er ligeså slemme eller værre end ham selv. Og dem der forsøger at gå imod kaptajnen, ja de ryger ud over rælingen.
Cirka halvvejs tabte jeg tråden og havde svært ved at komme i gang igen. Jeg syntes måden bogen var skrevet på i starten var fangende, men omkring halvvejs stod jeg af, for der blev det for mig lidt for ensformigt og tungt. Og selv om der er nogen sjove pointer undervejs, så fandt jeg desværre den sidste del af bogen langtrukken.
Man er ikke i tvivl om at der er taget inspiration fra den måde som Donald Trump og Putin leder henholdsvis det ene og det andet land på, og man kan tydeligt mærke ironien til hvor meget forfatteren holder af begge. At det hele så foregår ombord på et skib gør blot plottet lidt mere fastlåst. Det er lidt for nemt at regne ud hvad der kommer til at ske til sidst og det syntes jeg personligt er lidt ærgerligt.
For det er en god ide og en sjov historie, den taber mig bare som læser undervejs og gjorde det derfor til en bog som selv om den er god, så er den ikke spændende i det lange løb. Og det i sig selv er mærkeligt da det jo ikke er en særlig lang bog. Men sådan havde jeg det og derfor kan jeg ikke give den helt så varme anbefalinger som jeg ellers havde forventet.
Anmeldereksemplar.