0 kommentarer

Jorden går under i år 2000 af Jakob Martin Strid

af d. 23. november 2015
Info
 
Sideantal

48

Udgivet

1999

ISBN

87 7378 195 9

 

Anarkisten Strid slår til igen, den mand kan fanme både provokere og få læseren til at sprutte af grin samtidig. Her sender han tiggere, bistandsklienter og stofmisbrugere i tvangsaktivering på Strøget, tiggeren får en ethjulet cykel, en tromme spændt på ryggen og en guitar i hånden og kan nu tjene til dagen og vejen som gademusikant. Det er nemlig ikke ulovligt i modsætning til tiggeri. Bistandsklienten stoppes i et klovnekostume, og stofmisbrugeren får hvid sminke i ansigtet og en sort heldragt og kan nu mime 8 timer om dagen. Meningen kommer her, direkte citeret: ‘De subsistensløse aktiveres, og vi lærer at se det sjove i dem.’

Eller sutten på bænken der får besøg af et par rummænd. De snakker volapyk, han skælder ud, for ‘jeg foshtår sgu ikke muslimsk…. -hvornår faen holder de op med at lukke jer ind..?’

Problematikker som landets politikere åbenlyst ikke evner at løse, hvorfor de stadig er lige aktuelle.

Politivold, børneopdragelse, urealistiske kvinde’idealer’, dumme autonome og danskere der generelt bare er totalt pisset af, jonglerer Strid rundt med i denne lille samling af striber, der alle rammer rigtigt, fraset den håndfuld stykker der omhandler alverdens afarter af turister. Der er satiren ikke helt skarp nok, eller måske er budskabet bare ikke iklædt helt den samme fanden-i-voldskhed der præger resten af albummet.

Strid må have drømt længe om at se diverse interviewofre på tv udsætte de umælende seere for en ordentlig gang blufærdighedskrænkelse, for han lader en såkaldt ekspert diskutere tunge emner, for så midt i interviewet pludselig at hive manddommen frem og onanere for åben skærm. Den joke har han brugt i forskellige varianter, og den er lige fed hver gang.

Det er sort, det er grotesk og det er fedt at han tør. Ser man forbi provokationen er det jo ekstremt kreativt.

For at citere Ole Henriksen: ‘I love it’.

Lån tegneserien på biblioteket

Bedømmelse
Karakter