0 kommentarer

Jeg er en hær Af Lars Husum

af d. 27. december 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

302

Udgivet

2010

ISBN

978-87-02-10063-1

 

Jakobs far, Erling, bryder sig ikke om, at hans søn er soldat i den danske hær. Og han bryder sig slet ikke om, at Jakob velvilligt lader sig udsende til først Bosnien og dernæst Afghanistan.
Erling deltager i fredsdemonstrationer, stemmer på SF og inviterer Jakob til pædagogiske samtaler henover en god middag.
Jakobs kæreste, Lone, kan heller ikke forstå, hvorfor Jakob ikke forlader hæren og får sig et almindeligt job, når han nu har både hende og hendes søn Ask at tilbringe livet med. Hun er rasende, da Jakob samvittighedsløst forlader sin lille familie til fordel for bosniere og afghanere.
Men for Jakob er sagen klar: Når der er brug for ham, derude i verden, bør han være der. Koster det ham livet – ja, så må det være sådan.
Alting er nemlig meget nemmere i hæren. Reglerne er klare, opgaverne tydelige, målet defineret. Man ved præcis, hvor, hvordan og hvornår man skal agere. Man kender sin plads. Intet er kompliceret. De gode er gode, de onde er onde. Dagligdagen er intens.
Sådan er det ikke derhjemme. Livet er vanskeligt, følelser er uholdbare, hverdagen er grå, og sikkerheden rummer altid et element af usikkerhed.
Det er svært at være Jakob, når man, som ham, er en hær, der vil forsvare og bevare, og når man, som ham, har så forfærdelig meget at miste. For ingen, heller ikke Jakob, kan beskytte Lone, Ask og bedstevennen Jesper fra de farer, som lurer i livet hjemme i Danmark.
Lars Husum har skrevet en bevægende roman om kærlighed, venskab, frygt og selvopholdelsesdrift. Den er hurtigt læst, svær at lægge sig fra og vanskelig at slippe igen, selvom man for længst har forladt Jakob på side 298.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter