78
1944
En feel good børnebog med spæk i. Eskimodrengen Ivik bor på en ø sammen med sine forældre, sine små søskende og sin bedstefader. En dag omkommer faren under en jagtulykke, og så er familien uden forsørger. I det utilgivelige miljø er det fatalt, at bopladsens jægere herefter er decimeret til en gammel, gigtplaget mand og en knægt uden styrke og særlig meget erfaring.
Tragedien betyder, at familien står uden kajakker og uden fangstredskaber. Ingen fangst er det samme som ingen mad i maven og ingen pels, der kan erstatte de gamle, tyndslidte bukser. Månederne går og livremmen må spændes længere og længere ind, for til sidst at blive spist – helt bogstaveligt.
Endelig fryser havet til, og Ivik kan begive sig ind mod fastlandet for at hente hjælp. Det bliver en tur, der over en enkelt nat forvandler drengen til en ung mand. Heltemod og tilfældigheder bliver Iviks redning.
Bogen er skrevet til børn, men som med så mange andre fortællinger fra Grønland, er det ikke for sarte eller kræsne sjæle. Naturen overmander mennesket og de søde slædehunde ender deres dage i kogegryden. Til gengæld er eskimoernes underspillede sprogbrug meget underholdende. Det indirekte får selv den sindigste vestjyde til at lyde storskrydende:
“- Man gik en Tur for at gaa paa Besøg og se andre Mennesker; det Tilfælde indtraf, at en Bjørn kom i Vejen, det blev nødvendigt at stikke Lænseren ind i den for at komme forbi, sagde Ivik.”