Ildbarnet af S.K. Tremayne

Journalisten og bestsellerforatteren Sean Thomas, der under pseudonymet S.K. Tremayne, skrev den dystre psykologiske spændingsroman “Faldet”, har gjort det igen. Med “Ildbarnet” slår forfatteren fast, at han er kommet for at blive.

Jeg var meget imponeret over “Faldet”, og var spændt på “Ildbarnet”. Det ses jo af og til at forfattere der debuterer med et brag, har vanskeligt ved at leve op til sig selv, når de forsøger igen. Det var heldigvis ikke tilfældet her.

Rachel, der har rod i underklassens London, møder rigmanden David. De forelsker sig, bliver gift, og Rachel flytter ud på hans landsted Carnhallow i Cornwall. David har en søn, Jamie, med sin første kone, der døde i en ulykke et par år tidligere. Men der er noget med ham Jamie der ikke er helt som det skal være. Han bliver ved med at hævde at han møder sin mor, og at han taler med hende. Og så forudsiger han ting – bl.a. at Rachel skal dø til jul! Rachel bliver mere og mere rundt på gulvet, og mere og mere vanvittig. David arbejder i London og er kun hjemme i weekenderne, og ham er der også noget ved, der ikke er helt som det skal være. Alle har tilsyneladende dunkle hemmeligheder de går og gemmer på. At genfortælle bogen i øvrigt er noget nær umuligt. Blot skal siges at handlingen går fra hyggelig og romantisk, til decideret skræmmende.

Forfatteren tager sig god tid til at bygge historien op. Karaktererne folder sig stille og roligt ud, og det psykologiske drama bliver mere og mere højspændt. Sprogligt fungerer den rigtig godt, og jeg tror på personerne og handlingen. Beskrivelsen af Rachels spirende vanvid, er eminent. Ganske enkelt. Forfatteren bruger sproget, leger med det, og udnytter det på det groveste. Han har med andre ord, fuldstændig kontrol over hvad han foretager sig, og kan sit håndværk til et 12-tal.

Bøger kan påvirke os på mange måder. Jeg kan blive glad, ked af det, rørt osv. når jeg læser, men jeg bliver aldrig skræmt af en bog. Nogle bøger har uhyggelige passager, men “det er jo bare en bog”, så det rører mig ikke. Normalt. “Ildbarnet” er anderledes. Forfatteren kan i den grad skabe uhygge, så man sidder på kanten af stolen og tygger bogmærket til papmaché (og derfor bliver nødt til at læse videre, selvom man i den grad har brug for en pause). Det er virkelig godt gjort.

Selv om “Ildbarnet” i nogen grad er bygget over samme skabelon som “Faldet”, kan man godt tilgive forfatteren. For det fungerer bare. Jeg kan være i tvivl om hvorvidt han vil slippe godt fra at gøre det en tredje gang, for så tror jeg ligesom vi har været der. Omvendt må jeg indrømme at netop Tremayne, godt kunne overraske på det punkt.

For læsere der holder af psykologiske dramaer, Domestic Noir, og spænding der ikke er afhængig af blodige drab, er “Ildbarnet” et must. Hellere i dag end i morgen.

Lån bogen på Bibliotek.dk