166
1995
87-588-0650-4
Alt er på den anden ende i Storskov da Playbirden Evald Allike findes myrdet. Beboerne i Den Gamle Eg er skrækslagne. Den små-dumme Kommissær Dompap sættes på sagen og mistænker straks alle i Den Store Eg for at være skyldige. Overbetjent Råge er derimod ikke helt så sikker på at sagen er så ligetil.
“En fugl slået ihjel af en fugl med en fugl.”(s. 28) Mordet vækker opmærksomhed i alle kredse i Storskov og mens Råge ihærdigt forsøger at få opklaret mordet bliver der begået endnu et mord på endnu en af fuglene i Den Store Eg. Sporene fører i retning af illegalt indsmuglede fugle, hvis fjer bruges til fjertransplantationer.
På trods af falske spor, en del komplikationer fra kommissær Dompap og utilfredshed i de højeste lag af politiet er Råge opsat på at løse mysteriet om de døde fugle og ikke engang et mordforsøg på ham selv får ham til at stoppe eftersøgningen.
Den der står bag mordene må være en indflydelsesrig fugl og Råge ved at han bliver svær at fælde.
En helt igennem gennemført krimi af den alternative slags. På trods af fuglenes meget menneskelige egenskaber er man ikke i tvivl om at de er fugle. Bogen er utrolig velskrevet og kan også læses af folk der ellers ikke er så meget til krimier fordi ideen med fugle som hovedpersoner netop gør den så forfriskende anderledes.
Endnu et mesterværk af Dennis Jürgensen.