0 kommentarer

I morgen bliver bedre 2 – Dronningen af Karoline Stjernfelt

af d. 17. december 2020
Info
 
Sideantal

232

Udgivet

2020

ISBN

978-87-7085-588-4

Udgave

1.

 

Fem år skulle der gå inden vi fik dette andet bind i Karoline Stjernfelts trilogi om Struenseeaffæren, men hold da fast hvor har det været ventetiden værd! Et absolut komplet bjergtagende værk!

I første album, Kongen, blev vi vidne til det arrangerede ægteskab mellem den 17 årige Christian d. 7. og den kun 15 årige Caroline Mathilde samt de første par år af deres kejtede ægteskab. Den skizofrene humørsyge konge og hans svireture i byen står i stærk kontrast til den stille og skrøbelige dronnings triste hverdag. Tænk af blive gift væk som 15 årig og få sit første barn 2 år efter!! Samtidig bliver vi naturligvis introduceret for det spidsfindige politiske spil der foregår bag kongens ryg.

Dette fortsætter i andet bind, Dronningen, der starter med Kongens rejse rundt i Europa i 1768-69, hvor han bliver ven med den senere livlæge, Struensee. Kongen kan betro sig til sin nye ven, der giver igen ved at støtte kongen, og f.eks. holde ham i hånden til han sover, som et andet barn.

Men dronningen er ensom og bliver snart forelsket i Struensee, og et farligt forhold opstår. Et forhold der naturligvis ikke kan skjules, og Struensee betror sig endda til kongen, og fortæller åbent om det.

Jeg er helt væk i Stjernfelts univers. Hun tegner og farvelægger som en drøm, og dette andet bind er en lækker luksusudgave på 230 sider, hvor hun kræser om læseren. I forhold til første bind synes jeg hun bruger meget større illustrationer, der ofte breder sig over flere sider, og lige så ofte uden så meget tale til at forstyrre billedet. Der er yderst virkningsfuldt og totalt guf for øjnene. Der er mange eksempler gennem albummet, men topper måske på side 46-47 i et helt fantastisk tosidet panorama.

Spørgsmålene dukker værket igennem op i mit hoved: Hvor frit er Stjernfelt gået til historien, hvor meget ved man om affæren? Var det dronningen der tog det første skridt? Gik Struensee så stille til værks, også i det politiske spil? Men spændende er det, og det bliver mere og mere tydeligt, at de største skurke er de hajer der hele tiden kredser om regentparret.

De eneste svagheder jeg kan få øje på, er at jeg ofte roder rundt i hvem de forskellige personer er. Det må være de forbandede parykker der forvirrer, i hvert fald er kongen meget mere genkendelig uden. Samtidig synes jeg dronningen ligner en på 45, jeg kan slet ikke forlige mig med, at hun kun fylder 18 i dette album.

Men det er småting i forhold til det ellers utroligt smukke visuelle billede. Det er så flot og betagende tegnet, og det virker totalt generøst med de mange stille billeder, der sætter læseren på arbejde; hvad betyder personernes mimik og kropssprog? Samtidig er farvelægningen så varm og lækker, at jeg kunne ikke lade være med at få flashbacks til Moebius’ John Difool serie.

Jeg glæder mig til sidste bind, Lægen. Nu må der simpelthen ikke gå fem år igen! (Siger det forkælede barn)…Men jeg vil se så meget frem til at kunne læse alle tre bind i sammenhæng!

Anmeldereksemplar

Lån tegneserien på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter