Hvor regnbuen ender af Bjarne Reuter
129
1984
87-411-5084-8
1. udgave
Hvad er Iorrendrill egentlig, og hvor mange pranks kan Buster mon få Stig-Ole til at falde for?
Alt er ganske som det plejer i Reuters sidste bind om Buster Oregon Mortensen. Og så alligevel ikke. Der er sket ting og sager ovre på skolen til et arrangement, og Buster må derfor starte i en mindre specialklasse, hvor han møder Gustav, Ellinor og Ronald. Hans lillesøster, den stille Ingeborg, har sammen med en veninde fundet et kort til et ganske hemmeligt land, og da deres nabo Larsen er ganske alene efter at være blevet enkemand, indvier Buster ham i deres hemmelige færden:
“- Kender du Iorrendrill Larsen, spurgte Buster.
Larsen rømmede sig og så direkte bister ud.
-Er der noget der hedder sådan?
Buster nikkede fast.
-Det er et forholdvist hemmeligt land.”
Busters liv er aldrig kedeligt, og der vendes op og ned på Larsens liv, da Buster pludselig virkelig får brug for hans hjælp. Hvorfor må i læse i bogen. At Buster går i en specialklasse gør bestemt ikke hans ry bedre på skolen, men Stig-Ole er ikke blevet klogere siden sidste bog, og det er ikke småting, som Buster får bildet ham ind. Hele skolen er optaget af årets krybbespil, og en dag ender en diskussion i hans gamle klasse på følgende måde:
“Og det med “naturens orden” var lige noget de andre stod og ventede på. Sådan kan visse ord nemlig virke på visse mennesker, især når de står i sådan en klump. For selvom de færreste vidste, hvad det med “naturens orden” egentlig gik ud på, så råbte de NATURENS ORDEN allesammen, og følte sig bagefter mægtig godt tilpas. Buster der jo kun var sig selv, og derfor ikke kunne råbe noget i kor, blev nødt til at trække et andet svært ord frem. Han sagde: Der er noget, der hedder…. Uendelighed.”
Men vil det lykkedes Buster at opnå en form for respekt fra den klasse, som han måtte forlade, og kan han endnu en gang blive dagens mand i skysovs?
Reuter kan et eller andet, som fanger læserne fra allerførste side, og når man kommer til sidste side, vil man gerne kunne læse videre om hans karakterer. Buster er måske ikke altid den klogeste i klassen, men hans fantasi er uforglemmelig, og den måde hvorpå han altid gerne vil hjælpe andre ligeså. Flere gange var jeg nødt til at lægge bogen væk et kort sekund, da jeg læste linier, hvor jeg tænkte: “Nej, nej, nej, Buster” – humoren i den serie er virkelig så skøn. Alt i alt endnu en sjovt skrevet bog om Buster Oregon Mortensen, hvis liv på Håbets Allé ikke altid er nemt, men der er altid en kreativ løsning på det hele.
