Hvor fanden var de voksne? af Liselotte Farcinsen Leth Rasmussesn

Det er en ret følelseskold fortælling man får i små opdelte bidder om forfatterens egen opvækst. Den har været hård, præget af forældre der hr haft forskellige former for misbrug, vold har været en normal ting og den skepsis kommunen viser overfor et barns ord har sat sig dybt i forfatteren. Man bliver som læser taget med ind i et univers som intet barn reelt børn opleve, men som mange desværre er udsat for. Det er ikke for sjov og det er med til at gøre at man bliver skeptisk overfor andre mennesker. Men forfatteren har et eller andet sted været ressourcestærk alligevel, for hun har formået at tage sig af sine søskende – så godt som et barn nu kunne. Hun har selv meldt familien og hun har gjort meget for at slippe ud af det hele og få et bedre liv. Samtidig har hun som barn higet efter normalitet, en normalitet hun ikke rigtig har kendt til, men blot har set i brud via andre. Hendes venskaber har altid fyldt meget og hun bliver tilsvarende skuffet når de venskaber ikke har holdt i længden. Hun har selv slået på andre for det har været hendes måde at overleve på og hun har jo reelt ikke kendt til andet.

Det er ikke en bog som er så dyb igen og man bliver som læser ikke helt så berørt af hendes historie som man måske gør med andre, tilsvarende bøger. Men det er stadig en skildring som netop fordi den er virkelig så efterlader den sig et indtryk og man håber som læser at de børn der i dag lever i samme type opvækst, får noget hjælp noget hurtigere. Og det er rart at høre at forfatteren har skabt sig et bedre liv set ud fra at man desværre ofte oplever at dem der er opvokset i kaos, de ikke kan bryde det, men det er lykkedes hende at få en god tilværelse på godt og ondt.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket