Hvis det er af Helle Helle

Jeg kan egentlig godt lide historier med en god omgang kraftige følelser. Og måske gør det så godt at læse Helle Helles nye roman “Hvis det er”, fordi hendes helt absurd underspillede stil tillader mig at fylde en masse på selv. Helle Helle laver rammerne og så må du altså på arbejde som læser for at fylde ud.

“I morges fik jeg et krus kaffe under udhænget, jeg stod ved siden af cafésættet, to alu-stole med ditto bord. Jeg tænkte på at sætte mig, men det kunne se ud som en invitation eller måske det modsatte, at nogen var gået, så jeg blev stående på flisebelægningen.”

Denne forfatter behøver ikke mange linjer for at præsentere vores fortæller så rent, så klokkeklart ridset op, at jeg føler jeg ved hvordan han er. Præcis hvordan han er. Det er en Helle Hellesk mennesketype, som har så travlt med at se sig selv udefra, at han glemmer bare at være til stede, være sig selv. Men så får han en chance for at mærke efter.

Roar er på firmatur. Han bruger en del tid på at undgå at deltage i det sociale, og da han tager alene ud på ‘løbetur’, farer han vild. Her render han ind i en kvinde, som også er faret vild og ja, vi snakker både i overført betydning og bogstavelig talt. Sammen prøver de at finde vej ud af skoven. Der er ingen dækning på mobilerne. Roars nye løbesko passer ikke og skoven bliver mere og mere mørk. Da han ikke er løbetypen, eller finde vej gennem en skov typen eller vær altid beredt typen, slet ikke, har han ikke noget vand med sig. Ingen nødplan. For han plejer ikke at gøre noget som helst der kan ende med at stå rådvild med blodig hæl i en skov. Oven i købet med en fremmed kvinde.

Gennem en meget lang og kold nat fortæller hans kvindelige medfortabte om mændene i sit liv. Om forelskelse og tab, om venskaber. Et almindeligt liv med dets små og store tragedier, fejltolkninger og håb. Og denne her stille realisme går lige i maven på mig. I forbindelse med denne anmeldelse genlæste jeg hvad jeg skrev om romanen “Rødby-Puttgarden” da den udkom i 2005, og det er det samme der er på spil. Helle Helle kan kunsten at gøre det almindelige liv værd at studere. Og jeg er stadig væk på. Stadig klar til mere almindeligt liv – bare det har været gennem hænderne på Helle Helle.

Bagsideteksten:

“Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs under kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko.”

Lån bogen på biblioteket