477
2025
978-87-400-8456-6
Homeseeking (på dansk ved Ursula Olander)
1
Bogen starter med en ‘advarsel’. Bogens personer vil ikke have de samme navne hele vejen igennem, men de vil skifte alt efter hvor personerne bor og hvor de er i deres liv. Som forfatteren siger, er sproglig forvirring en dagligdag for mange mennesker, der ikke bor hvor de kommer fra. Lidt afskrækket gik jeg i gang med at læse bogen – men det med navnene var heldigvis ikke så forvirrende, som det først tegnede til at blive, og det var let at finde rundt mellem bogen personer på tværs af tid og sted, på trods af de skiftende navne.
Suchi og Haiwen mødes som børn i Shanghai. Sushi er fascineret af den stille Haiwen, hvis hoved er fyldt med musik, og som spiller fantastisk. De opbygger et smukt venskab, som langsomt udvikler sig til noget mere. Deres veje skilles dog på tærsklen til voksenlivet. Begge kæmper de for at finde en plads og mening med det voksenliv, der er blevet dem tildelt, og som er langt fra det, de havde forestillet sig.
Tres år senere mødes de igen. Begge er endt i USA. Kan de finde fælles fodslag igen? Eller er der sket for meget i de mellemliggende år, som det er bedre at lade ligge?
Historien om Suchi og Haiwen er en smuk historie om familieliv, afsavn og kærlighed, og om hvordan krig og ufred kan ændre liv. Men der er også hele tiden håb, et spinkelt håb om bedre tider.
Anmeldereksemplar

