Frihed, lighed og grænseland (2) af Karl Otto Meyer
318
2003
87-590-2459-3
Andet bind af Karl Otto Meyers erindringer er en journalistisk rejse gennem anden halvdel af chefredaktørens, landdagsmandens, foredragsholderens, debattørens og mindretalsmenneskets “aktive” liv. Aktive i citationstegn, fordi Karl Otto Meyer også efter sit sidste landdagsmøde i marts 1996 har været i fuldt sving med pen, som taler og som græsrodsaktivist.
Bogen er spændende og underholdende læsning.
Første del af erindringerne udkom i 2000 og sluttede med spørgsmålet: “Kunne du tænke dig at blive chefredaktør?”. Og andet bind begynder med Karl Otto Meyers første dag på Flensborg Avis’ redaktion i 1963.
Hvert kapitel er som en journalistisk artikel. Forfatteren spæner gennem et væld af enkeltepisoder fra et liv som chefredaktør og politiker – i en lang periode oven i købet det samme på en gang.
Den slags dobbelt-hverv med to vidt forskellige kasketter hører ikke hjemme i et moderne samfund – og heller ikke i mindretallets verden, selv om grænsen mellem pressens mål (Flensborg Avis) og mindretalspolitikkens mål (Sydslesvigsk Vælgerforenings) ingenlunde kan sammenlignes med en tilsvarende situation i Danmark eller det tyske flertalssamfund.
Karl Otto Meyer argumenterer noget antikvarisk mod kritikken af de to kasketter med, at der også havde været andre før ham, der havde repræsenteret både den tredje statsmagt (parlamentet) og “den fjerde” (pressen). Her savnes ligesom flere andre steder i bogen en lidt dybere selvkritik.
Mens den partipolitiske fire-bladspresse i Danmark for længst havde overgivet sig til pluralismen, fortsatte dette i Sydslesvig i langt op i 80erne. Det er en gåde, hvordan det kunne lade sig gøre.
Karl Otto Meyer kommer sporadisk ind på sit privatliv – og sådan skal det være. En fremtrædende plads får af gode grunde tiden, da han fik mord- og bombetrusler i forbindelse med Barschel-affærens politiske efterdønninger. Det er rystende læsning. SSWeren var i en lang periode under politibeskyttelse døgnet rundt, og det konstante pres havde store omkostninger i privatlivet. Hårdest gik det ud over hustruen, Marie Meyer, der fik et sammenbrud.
Gennemgående er Karl Otto Meyers erindringer skrevet af en mand, der tror på sin sag og er urokkelig i ordets positive forstand.
Det farver fremstillingen, men alle kritiske kommentarer til trods: Man sidder som læser med en beundring over for et arbejdsjern, der har kæmpet for alt, hvad han har kært.
