0 kommentarer

Fra ryggen af Steen Langstrup

af d. 16. april 2008
Info
 
Sideantal

183

Udgivet

2002

ISBN

87-02-00906-4

 

Steen Langstrup slog igennem i gysergenren i 1995 med debutromanen “Kat – ondskaben lurer i regnen”, der blev filmatiseret af Martin Schmidt i 2001. Siden er det blevet til romaner indenfor mange forskellige genrer, og med “Fra ryggen” har han begået en gedigen spændingsroman med masser af action, tjubang og hurtig handling.

Stine og Jakob kommer hjem efter en glad aften i byen, og opdager at døren til deres lejlighed er blevet brudt op. Ved første øjekast ser der ikke ud til at mangle noget, men ved nærmere eftersyn er der forsvundet et billede, de kalder “Damen med den store røv”, som Stine har arvet efter sin mormor.
Det viser sig også, at indbrudstyven stadig er i lejligheden, og hun overfalder Jakob, som ved et uheld slår hende ihjel.

Og så starter balladen først for alvor for Jakob og Stine. Det stjålne billede er nemlig malet af Hitler og forestiller hans niece Geli, der var Hitlers store kærlighed. Indbrudstyven var en 18-årig svensk nynazist, og nu får Stine og Jakob organisationen 88 Landskrona på nakken med telefontrusler og dødslister.

Men det er ikke alt. På en tur hjem til sin mor opdager Stine, at hun bliver forfulgt af en grå Volvo, og føreren ligner bestemt ikke en svensk nynazist. Så da det stjålne billede kort efter dukker op igen på sin plads i lejligheden, står det helt klart for Stine og Jakob, at der er flere aktører involveret i sagen. Da det danske politi tilsyneladende ikke kan hjælpe, må Stine og Jakob selv tage affære, og det gør de med bravur.

Som altid skriver Langstrup, så man holdes fanget fra første side. I korte kapitler fortælles Stine og Jakobs historie med flash backs til Anden Verdenskrig, hvor vi hører om en tysk SS doktor Ludwig Berger. Der er tilsyneladende en forbindelse mellem Berger og Stine og Jakob, men hvori den består, holder Steen Langstrup godt skjult det meste af romanen.

“Fra ryggen” er en rigtig underholdende roman. Her er smæk for skillingen og masser af action, og så er det skrevet flydende og med et fast greb i plottet, så alt hænger sammen til sidst.

Så har du brug for lidt spænding som godnat læsning, så snup endelig “Fra ryggen” med i seng.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter