252
2025
978-87-02-44451-3
1. udgave, 1. oplag
Endnu et kvindeportræt ser dagens lys i Katrine Marie Guldagers nyeste udgivelse. Hun har i de senere år leveret en række fortællinger om vrede kvinder, men denne er anderledes. Selvom vreden stadig stikker hovedet frem, er der tvivl og usikkerhed på spil.
I ”Først når jeg siger til” er vi med jordemoderen Signe på arbejde på en fødeafdeling i København. Vi følger de mangfoldige dilemmaer, som opstår ved fødslen af et lille nyt menneske: Det mest basale skal håndteres, liv og død, og svære valg skal træffes. Skildringen af arbejdet er levende, troværdig og dybt interessant.
Samtidig har Signe mødt en ny mand, Jørgen, som er anderledes end dem, hun før har kendt. Mens hun hjælper børn til verden, er det, som om hun også selv – ganske langsomt – fødes som menneske i relationen til den ordknappe, stabile Jørgen, der bogstaveligt talt får tulipanerne til at gro i hendes have.
Men det er en hård fødsel. Hun har bagage med i form af et forlist ægteskab med fødselslægen Søren (rimer fælt på Jørgen?). Og så har hun en kompliceret relation til sin far, Finn. Sidst men ikke mindst er Jørgen i en stor del af bogen fraværende, da han er rejst til Lapland (!) Først i fraværet begynder Signe at erkende sine følelser.
Guldager skriver som altid fængende, og den lette, humoristiske stil giver mig akut lyst til at rålæse hendes bøger. Siderne vender sig af sig selv, og jeg kan indimellem savne, at noget får mig til at sætte læsetempoet ned og tygge mere på indholdet.
For der er nok at tænke over. Som når Signe martres af en klage fra et ulykkeligt forældrepar, der lider under en fødsel, som gik galt. Eller som da hun må sende et aborteret foster ud for at dø i hospitalets skyllerum. At sætte fokus på etiske dilemmaer som disse er modigt og relevant, ligesom de ansattes pressede arbejdsforhold fortjener opmærksomhed.
Mindre klart står baggrunden for hovedpersonens familiemæssige udfordringer, der skildres skitseagtigt – og for en stor del beror på antydninger.
Hendes symbiotiske forhold til lillesøsteren Malene skyldes måske det tidlige tab af deres mor, som akkurat nævnes. Ambivalensen overfor faren kan bunde i, at han ikke har formået at udfylde forældrerollen godt nok – men de nærmere årsager forbliver uklare. Da Signe starter i et forløb hos en psykolog, forventer jeg at blive klogere, men sporet forfølges ikke.
Midt i det hele folder relationen til Jørgen sig ud og tager fokus. Kan hun overgive sig til ham med hans vaner, militærbaggrund og familien fra Jylland? Det er et af bogens centrale spørgsmål, og jeg elsker, at troen på kærligheden får lov at folde sig ud. Der går næsten Morten Korch i den med den lidt skitseagtige formulering: ”Det er en vidunderlig sommermorgen” (s.184) – men fortællingen leverer til gengæld en stærk metafor, da Signe og Jørgen på en vandretur sammen tænder et bål.
Her koncentreres hele processen med at finde tillid og lære at respektere hinandens udmeldinger i en scene, hvor Signe vil sætte gryden over ilden – men må vente, til Jørgen har sørget for, at den kan placeres rigtigt (s. 203).
“Først når jeg siger til”, udbryder han – og kærligheden finder vej.

