187
1959
Medrivende fortælling om bord på fangerskibet Quest, der tager på sæltogt i det russiske ishav. Peter Tutein er “den stakkels dansker”, som hurtigt lærer rutinen og pelser en sæl på få sekunder, når besætningen sejler ind en stor flok sæler på isen.
Det er barske løjer, når knivene hvæsses, kaptajnen skriger lungerne ud og snestormen pisker mændene til blods. Pladsen om bord er trang, og i flere måneder er folkene sølet ind i blod og sælspæk fra tidlig morgen til sen aften. Arbejdet skal gå stærkt, og det sker ikke sjældent, at mændene ryger gennem isen i deres jagt på at indhente skibet til fods. Quest konkurrerer med en større flåde af andre fangere, som ikke går af vejen for beskidte kneb og gement sæltyveri, hvis de kan slippe af sted med det.
“Fangstmænd” er ikke for svage sjæle og for dem, der synes, at det er synd for dyrene. Det er en indlevende og ildelugtende beskrivelse af hverdagen og arbejdsmoralen blandt industripelsjægerne i begyndelsen af det 20. århundrede.
De tre øvrige fortællinger i bogen fylder tilsammen ikke meget i forhold til hovedhistorien. De handler også om fangstmænd og polarrejsende og er mest af alt små anekdoter, der ikke tåler den store sammenligning med eventyret om bord på Quest.

