Exodus af Leon Uris
Titlen Exodus refererer til det skib, der i juni 1947 forsøgte at lægge til Palæstinas kyst med over 4550 holocaust-flygtninge.
De britiske myndigheder nægtede de jødiske flygtninge adgang til Palæstina og angreb skibet med gasbomber fra marinefartøjer langs kysten.
De fleste af skibets passagerer blev sendt til opsamlingslejre på Cypern eller til Tyskland og nåede ikke frem til deres destination før 1948, da staten Israel blev dannet.
Historien om de, der overlevede holocaust, og som blev tvunget tilbage til det Europa, de var flygtet fra, gik verden rundt og udløste voldsom harme i Europa og USA, hvor nazitidens rædsler netop var ved at blive afdækket. Nogle historikere har siden argumenteret, at Exodus-missionen var en af de primære faktorer i oprettelsen af Israel.
Den jødisk-amerikansk forfatter Leon Uris skildrer denne virkelige hændelse i romanen, der er historisk fiktion. Bogen blev en bestseller på linje med ”Borte med blæsten”, da den udkom i USA i 1958 og udødeliggjort i en film fra 1960, hvor Paul Newman spiller hovedrollen som Exodusskibets kaptajn, Yossi Harel.
Leon Uris var i en årrække krigskorrespondent på Cypern og i Mellemøsten og beskriver i et handlingsmættet forløb Israels frihedskamp op til FN-afstemningen og statens grundlæggelse.
Bogen er fundamentalt spændende. Men historisk er den ikke uproblematisk, og i dag er den vel næsten tæt på at være politisk ukorrekt.
Leon Uris ser ensidigt den jødisk-arabiske kamp om Palæstinas jord fra en vestlig optik. Han tegner et nærmest heroisk billede af israelerne gennem mandlige figurer, der er smukke, muskuløse og handlekraftige. Arabere bliver beskrevet som underudviklede, brutale og ikke helt til at stole på. Bogens eneste sympatiske araber ender med at dø.
Det nærmer sig nogle gange den amerikanske myte om de hvide heltemodige cowboys mod de lumske indianere.
Uris har fokus på den jødisk militære undergrundsorganisation Haganah, der var forløberen for det israelske militær, men berører kun ganske sporadisk grupperne Irguns og Sterns hævn- og terroraktioner, som stod for etniske udrensninger af arabiske landsbyer.
Forfatterens research og baggrundsviden kan ikke negligeres, og Exodus kan sagtens læses som god underholdning. Men en solid baggrundsviden om Israel-Palæstina-konflikten vil være den bedste ballast at møde bogen med, så man som læser ikke ukritisk godtager Leon Uris’ sympatier, der helt klart ligger på israelsk side.
Man kan også vælge at læse bogen i den tidsmæssige kontekst. I de første efterkrigsårtier oplevede staten Israel generelt en voldsom sympati. Et billede, der har ændret sig markant.
