0 kommentarer

En holdt kvinde af Karin Slaughter

af d. 9. maj 2017
Info
 
Sideantal

479

Udgivet

2016

ISBN

978 87 71910 32 2

Originaltitel

The Kept Woman - oversat af Henrik Enemark Sørensen

Udgave

1. udgave

 

Karin Slaughters nyeste epos med Will Trent og Sara Linton befinder sig i gråzonen mellem krimi og roman, og det er ment absolut positivt.

På den ene side er handlingen voldsomt spændende og vanvittigt blodig. En tidligere strisser findes myrdet i en forfalden bygning med et dørhåndtag i halsen. Gulvet sejler i blod, men det stammer ikke fra den døde. Sagen viser sig at trække tråde til en kreds af kolossalt rige sportsfolk og deres kyniske managers, og ingredienserne er ikke overraskende sex, narko, spil og penge. Store penge.

På den anden side er såvel hoved- som bipersonerne i serien en række uhyre komplekse individer med langt flere facetter end de gennemsnitlige arketyper i mainstreamkrimier. Og de udvikler sig hver især logisk og troværdigt fra bog til bog.

Will Trent er en indadvendt, arret sjæl, oven i købet ordblind, der slæber rundt på en næsten ubærlig bagage tilbage fra tiden på børnehjemmet. Her mødte han sin første kone, Angie, der ligesom han blev politibetjent, men er en opportunistisk, grådig, hævngerrig strigle, der ganske vist selv er skredet fra Will, men ikke vil lade ham udleve kærligheden med den søde retsmediciner, Sara Linton. Over vandene svæver Amanda, en hårdhudet chef med enkelte bløde punkter.

Sideløbende med det hæsblæsende plot udvikles nye sider af de kendte personer for øjnene af os. Incest, pillemisbrug og sadistisk vold har været med til at forme flere af karaktererne, men vi slipper for alt det føleri, nordiske krimier kan have en tendens til. Hændelser i fortid og nutid er blot med for at nuancere personerne og deres motiver.

Karin Slaughter tegner et pessimistisk billede af The American Dream. På bunden narkomanerne, luderne og de hjemløse, der lever for den næste rus og vil gøre alt for at score den. I midten folk som Will og Sara, der racer rundt for at få enderne til at hænge sammen og glemmer både at få sig selv, hinanden og Det Gode Liv med ombord. På toppen musik- og sportsstjerner og deres snyltestab af advokater, managere, fixere – absurd rige og lige så absurd menneskeligt afstumpede.

Som læser sidder man med næsen presset mod ruden for at få det hele med. Og priser sig lykkelig for at befinde sig på denne side. Pyh, hvor er Danmark dog et lille, fredeligt eventyrland ved siden af.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter