315
2013
978-87-02-14972-2
Dronningens Dame
1.udgave
I “Dronningens dame” tager Anne-Marie Vedsø Olesen os tilbage i tiden til et splittet Frankrig. I 1567 finder en blodig religionskrig sted, der deler landet mellem katolikkerne og de reformerte huguenotter. Det franske kongehus er ligeledes splittet. Den unge Kong Karl styres reelt af sin mor, den italienskfødte Catherine af Medici. Hun havde i første omgang givet de franske huguenotter lov til at praktisere deres religion i Frankrig, men det øvrige franske hof samt en stor del af befolkningen er imod dette, og dronningemoderen må ændre sin beslutning. Dette bringer hele landet på kanten af sammenbrud, krigen raser og der er store tab på begge sider. Og lige i orkanens øje befinder den unge adelskvinde Madeleine sig. Efter at hun har overværet et hemmeligt huguenot-møde, drager hun til Catherines hof for at bringe hende oplysninger om et forestående attentat mod hende og hendes søn, kongen. Madeleine bliver hofdame og bliver mere og mere involveret i det spind af kongelige eskapader og hemmeligheder, der hersker ved det franske hof. At Madeleine samtidig bliver voldsomt forelsket i huguenotternes leder Louis, gør ikke livet nemmere for den katolske Madeleine. Skal hun være tro mod sin dronning eller mod sin elsker?
“Dronningens dame” har virkelig taget fat i et stykke spændende fransk historie. Man keder sig ikke i selskab med Madeleine, som skal så grueligt mange ting igennem. Jeg har læst rigtig mange historiske romaner, og denne er bestemt læseværdig. Jeg synes dog, at det er lidt ærgerligt, at Madeleine som karakter er meget forudsigelig og en smule let købt: Som datter af en enkemand, er hun blevet meget frit opdraget og er også en lærd kvinde. Hun kan nemt forklæde sig som mand og har lært at fægte osv. Dette gør det nemt for forfatteren at placere hende på både slot og slagmark. Men ikke desto mindre er romanen fyldt med spænding, kærlighed og masser af historie. Og de 4 stjerner er fuldt fortjent, man får med det samme lyst til at kende videre til Madeleines skæbne efter den sidste læste side. Og så er det jo belejligt at der netop er udkommet en fortsættelse fra Vedsø Olesens hånd. Jeg glæder mig allerede.