Dreng i krig med alle af Claus Lembourn

Dette er ikke en typisk krigsfortælling, men mere en erindring fra en mand der mindes sin barndom og opvækst. Og hvordan det hele så ud fra en drengs synspunkt. Noget var ret spændende, noget holdt man hemmeligt, noget delte man kun med husholdersken, nogen ting fik man en lussing for og så videre. For her er det hele set fra et barns vinkel og i en rækkefølge som forfatteren nu engang husker det. Der er også lidt huller undervejs da noget er gået i glemmebogen. Men det er helt okay, for man kommer ret nemt ind på livet af drengen, selv om han har en vis afstandtagen. Men det er han også blevet lært. De var ikke et kramme hjem som der blandt andet beskrives, så det at forfatteren overhovedet åbner så meget op som han gør over for os læsere, er i sig selv ret fint.

Bogen beskriver hvordan han som dreng opfattede de ting der skete under krigen. Hvordan hans familie ikke rigtig snakkede med ham om det, for man opfattede ikke børn som nogen der havde brug for at få en forklaring. Han fortæller om sabotage, skoletid, tyskere, besøg på steder hvor han ok slet ikke burde været kommet som barn, rationeringsmærker og ikke mindst er det hele bundet sammen af en historie om hans mor som måske uden hun selv var klar over det blev kaldt “Sergenten”. Han reflektere over de mennesker der var og er i hans liv, og hvordan de alle på deres egen måde har været med til at forme ham til den person han senere hen er blevet. Og han udviser en stor taknemmelighed. Det er både hyggeligt, rørende og meget menneskeligt at komme i kontakt med. Så det er en anderledes bog om at vokse op i en familie i tiden under og efter besættelsen.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket