0 kommentarer

Kærlighedshistorier af Maria Helleberg

af d. 30. april 2012
Info
 
Sideantal

272

Udgivet

2012

ISBN

978-87-11-40708-0

 

Maria Helleberg, født 1956 er mag.art. i dansk og teatervidenskab og har skrevet adskillige bøger af forskellig art deriblandt også historiske romaner.

Med denne bog er der tale om en rejse fra vor tid tilbage til Saxo i slutningen af 1100-tallet. En rejse gennem tidens syn på kærligheden, fortalt gennem skildringer af parforhold som på forskellig vis er blevet en fælles folkeeje. De enkelte beretninger er bundet godt sammen således at de udgør en velskreven og informativ helhed. Der er løbende gode beskrivelse af samtiden og dens holdninger, samt fine referencer til tidens litteratur. De enkelte kærlighedshistorier er alle koblet op på forskellige overskrifter som f.eks. berømmelsen, kønnet, familien, myten etc. og der bliver draget paralleller til andre forhold i samme periode som passer ind under overskriften. Dette er med til at sætte opfattelsen af kærligheden i kontekst.
Bogen er lidt småakademisk uden at blive højtravende, og den kan da også læses både som et studie i holdningsændringer gennem tiden, og som ren underholdning. Bagerst i bogen findes en glimrende litteraturliste for de enkelte afsnit, hvis læseren skulle få lyst til at dykke længere ned i de enkelte forhold og deres samtid.
Vi starter med Berømmelsen, forholdet mellem Tove Ditlevsen og Victor Andreasen (Chefredaktør på Ekstrabladet) og hvordan de eksponerede deres forhold ud i offentligheden, i de bøger Tove skrev, for som hun på et tidspunkt skrev til Victor “Ingen vil kunne forstå deres forhold, før hun gav det kunstnerisk udtryk”.

Herefter er det Politikeren der i form af Helle Virkner og Jens Otto Krag er temaet. Krag der ved at bruge sit forhold politisk skabte den moderne politiker med personlig dybde og et sympatisk privatliv, med Helle ved sin side som den første “first lady” herhjemme. Parret var fotogene og Ekstrabladets paparazzier glamouriserede dem. Her bliver trådene også trukket op til vor tids politikere.

Bogen fortsætter med et mylder af kendte par. Elvira og Sixten, i vore dage nok mest kendt fra Bo Widerbergs film fra 1967. Grevinde Danner og Frederik 7. er også med lige som Regine Olsen og Søren Kirkegård. Lidt længere tilbage i tiden støder vi på det aktuelle par Caroline Mathilde og J.F.Struensee – dog ikke i Mads Mikkelsens skikkelse.

Der kan skrives meget om denne bog, men jeg vil i stedet på det varmeste anbefale at læse den. Den er med til at gøre os lidt klogere på kærlighedens kår gennem tiden og på hvem vi danskere er.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter