0 kommentarer

Drageløberen Af Khaled Hosseini

af d. 13. marts 2007
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

301

Udgivet

2004

ISBN

87-7714-689-1

Originaltitel

The kite runner, oversat fra amerikansk af Alis Friis Caspersen

 

Vi befinder os i Afghanistan i 70’erne. Alt ånder tilsyneladende fred og idyl. Træerne er grønne og markederne bugner med fødevarer. Der er naturligvis forskel på folk, men der er fred og ro.

De to drenge Hassan og Amir vokser op sammen i en stor villa i en forstad til Kabul. Amir er søn af husets herre og Hassan er søn af husets tjener. Begge er alene med deres respektive fædre, og de har haft samme amme, men så hører ligheden også op. Amir går i skole og får næsten alt, hvad han peger på. Hassan går ikke i skole, men arbejder som tjener i huset sammen med sin far. Alligevel tilbringer de al deres fritid sammen og Hassan er Amirs trofaste ven. Det er lidt sværere for Amir at leve op til venskabet.
Forskellige omstændigheder medfører at de bliver adskilt, Amir flygter til USA sammen med sin far og Hassan vender tilbage til den landsby hans familie stammer fra.

Amir er fortælleren igennem hele historien, og det er virkelig en historie af dimensioner. Den spænder fra drengestreger over kærlighed, venskab, krig, mord og lemlæstelse af værste slags, uden dog nogensinde at tangere det spektakulære.
Hele bogen er skrevet med en ægte kærlighed og længsel efter det Afghanistan, der var en gang før russere og talibanere raserede landet og dets befolkning. Man får samtidig en god indføring i et muslimsk samfund, og man sidder heldigvis tilbage med en forvisning om, at de almindelige mennesker har stort set samme indstilling til religion, som vi danskere har.

Det er en ualmindelig god og fængslende roman, som jeg kun kan anbefale.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter