Dræsinen af Carl-Henning Wijkmark

Hvis man som præst ikke rigtig tager sit job så alvorligt, så har det jo mange gange noget at gøre med, at folk ikke kommer med de store sjælekvaler, men kan selvfølgelig også handle om manglende tro. Og her handler det for hovedpersonen både om manglende tro, men også at hans interesser egentlig er nogen helt andre. Han vil nemlig gerne forske og specielt gerne i abers udvikling. Særligt disse menneskelignende aber, som er blevet en del af arbejdet her hvor de går og lægger skinner.

Der er forskellige hold og grupperinger af personer, som laver dette arbejde og nogle er mere begejstret for disse aber end andre. Nogen mener man skal passe på, da de bringer uheld og andre opfatter dem som sjove dyr, der efterligner. Andre igen vil nok gerne tjene penge på disse aber og evt. sælge dem til forskning, men så bliver de slået ihjel.

Efter en strejke blandt arbejderne finder vores hovedperson ud af, at aberne alligevel har en hvis form for forståelse og da han opdager de har dræbt en mand, vil han gerne gøre noget for at komme tættere på aberne og forstå dem bedre, men uden at de skal falde i hænderne på kyniske forskere der bare vil skyde aberne for at skære dem op.

Han får søsat dræsinen de ellers har brugt til arbejdet og så kommer vi ellers på en ret farefuld færd, hvor han ikke kun skal undgå andre mennesker men også beskytte både aberne og sig selv, for det er jo stadig vilde dyr vi har med at gøre.

Det er en rigtig god bog, der holder en fanget. Men hvis man ikke er til den slags bøger der handler om, hvordan mennesket har skulle lære naturen bedre at kende, så vil man nok ikke få meget ud af den. Dog er der meget historie og flere sjove scener undervejs, så jeg vil mene de fleste kan blive underholdt og få lidt at tænke over.

En ganske spændende fortælling og velskrevet, så man ikke går i stå undervejs.

Lån bogen på biblioteket