Dødens skæmtebog Af Reginald Hill

Reginald Hills nyere bøger i krimiserien med Dalziel og Pascoe gør mig ganske enkelt glad i låget. Kriminalinspektør Dalziels uforskammetheder er i særklasse. Man morer sig herligt, mens man priser sig ovenud lykkelig for ikke selv at skulle arbejde sammen med Dalziel.

I ”Dødens skæmtebog” er kriminalbetjent Hat Bowler tilbage på arbejde efter at have været skyld i Ordmandens, en formodet seriemorders, død. Bowler er dybt forelsket i Rye Pomona, som stod til at blive Ordmandens næste offer. Men Rye er et forstyrret menneske, og jo mere der afsløres af hendes mentale tilstand, des mere bekymrende bliver politiets blinde vinkler.

Franny Roote er ude af fængslet som Pascoe og Dalziel puttede ham i. I løbet af sin afsoning har han taget en universitetsgrad, og knap ude af fængslet er han i gang med at gøre lynkarriere inden for den akademiske verden. Af årsager som kun Roote kender, føler han trang til at skrive breve om sin fremfærd og – skridt til den sindssygt mistænksomme Pascoe. Pascoe forsøger at finde klangbund for sin mistænksomhed hos kollegaerne og sin kone, Ellie, men hans omgivelser er ret enige om, at det er Pascoe, der er paranoid. Jo flere breve der kommer, jo mere begynder man dog at dele Pascoes uro, hvad er det egentlig ex-straffefange Franny Roote vil? Selv efter den overraskende og voldsomme afslutning på ”Dødens skæmtebog” er man sådan set stadig i tvivl – nu måske mere end nogen sinde.

Selvom ”Dødens skæmtebog” er en tydelig 2’er til ”Dialoger med de døde” kan den godt læses selvstændigt.

Lån bogen på biblioteket