Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

“Den underjordiske jernbane” er den type nyere amerikanske roman, hvis blotte idé er alt nok til at sikre den overstrømmende anmeldelser og læssevis af priser. Hvilket da også helt forventeligt er sket. Thi forfatteren, der selv er sort, beretter om et af de dystre kapitler i De Forenede Staters lidet glorværdige fortid som grisk, racistisk slavenation.

At historien om brutale slaveejere og deres medynkvækkende ofre ingenlunde er ny – og eksempelvis er fortalt bedre og langt mere medrivende i Alex Haleys “Rødder” – har ingen betydning. Det er sjældent de episke eller stilistiske kvaliteter, der tæller, når en roman hypes nu om dage; det er budskabet.

Colson Whiteheads fortælling tager udgangspunkt i et netværk af modigt iscenesatte flugtruter, der i starten og midten af 1800-tallet bragte skønsmæssigt 100.000 slaver fra bomuldsmarkerne i syd op til Nordstaterne, hvor slaveriet var afskaffet. I virkelighedens verden bestod ‘den underjordiske jernbane’ af hemmelige stier, heste- og bådtransport, men Whitehead går bogstaveligt til værks og skriver om en fysisk, hundredvis af kilometer lang jernbane gravet ned under jorden. Håbløst usandsynligt.

Det lykkes de unge slaver Cora og Caesar at redde sig ombord på den underjordiske jernbane på halsløs flugt fra Randall-farmen, der netop er overtaget af en mand, som lader sine sorte arbejdsdyr piske, voldtage og myrde efter forgodtbefindende.

Første stop er South Carolina, men alt for hurtigt får den snu slavejæger Ridgeway færten af dem, og pludselig er det et spørgsmål om liv og død. Bliver de fanget, vil de få et endeligt, der får Jesu lidelser til at minde om en hyggelig børnefødselsdag.

Cora er en ukuelig overlever, møder gode og onde mennesker på sin vej og får set flere amerikanske stater, der med deres vidtstrakte prærier og barske saloons ligner noget fra en gammeldaws western. Et bid af paradis og en duft af kærligheden når hun også, inden flugten fortsætter.

Colson Whitehead råder over et væld af autentiske historiske detaljer, som egentlig er vældigt interessante. Problemet er, at den unge forfatter ikke ejer sans for at bygge et spændende plot op. Han fortæller lige ud af landevejen, så det føles som at læse en historiebog, hvor et hold fiktive figurer skal peppe stoffet op.

Mit bud er, at et dygtigt filmhold kan få en fed serie ud af bogen. Lige som man også fik med “Rødder”. Læs den i stedet for.

Oversættelsen skumpler ubehjælpsomt afsted som en prærievogn på en knoldet mark. Hvad betyder: “Cora følte sig befæstet”… Og: “- alle de kloge mænd med deres snak om manifest destiny.” Sløjt forlagsarbejde.

Lån bogen på bibliotek.dk