0 kommentarer

Den hemmelige pilgrim af John Le Carré

af d. 27. april 2014
Info
 
Sideantal

294

Udgivet

1992

ISBN

87-553-1871-1

Originaltitel

The Secret Pilgrim

 

“Den hemmelige” pilgrim må være skrevet, mens Berlinmuren væltede og den kolde krig sluttede. Jeg læste den i sin tid, da den udkom i ’92 og husker den som spændende, men da jeg genlæste den 22 år senere, kunne jeg ikke huske et komma fra den. Men den er stadig god…

Efterretningsmanden Ned, som optrådte i “Det russiske hus”, er i sin karrieres efterår underviser på spionskolen i Sarratt og inviterer gode gamle George Smiley til at komme og holde en tale for sine elever. Smileys tale får Ned til at tænke tilbage på sin karriere, og nærmest i novellestil får vi det meste af hans spionhistorie fortalt. Smiley optræder også i flere af historierne, indtil videre for sidste gang i Le Carrés bøger, men det er Ned, som er hovedpersonen.

Historierne optræder kronologisk, den første foregår i starten af 60’erne og den sidste omkring murens fald. Ikke alle historierne er lige interessante, jeg tabte lidt interessen da vi landede i Beirut, men allerede i næste historie, hvor Ned tager til østen for at opsøge en forsvundet agent, får vi en smuk beretning om en faders kærlighed, med de grusomme røde khmerer som baggrund. En anden rørende historie er den om den pensionerede officer, hvis søn var i fængsel i mange år, men som til sidst afslører for sin far, at han var hemmelig agent, og fængslet var blot en kulisse. Da han dør, vil faren gerne have sandheden, så han opsøger Smiley, der udviser en smuk, menneskelig gestus.

Ned må til sidst erkende, “Det onde lå ikke i systemet, men i det enkelte menneske”. Og lige inden med Smileys ord: “De rigtige mennesker havde tabt den kolde krig, og de forkerte vandt den.” Dette er blot nogle af temaerne i denne fremragende bog, som nærmest kan ses som et farvel til Le Carrés spionbøger, for efter denne ændrede han sit forfatterskab, og begyndte at skrive om andre emner. Det er også indtil videre et smukt farvel til Smiley, den helt igennem geniale efterretnings­mand, der har været så meget igennem, lige fra debuten, “Telefon til afdøde” og frem til, “Til døden jer skiller”.

Læs ikke “Den hemmelige pilgrim” før du har læst “Dame Konge Es Spion”, hvor muldvarpen i den britiske efterretningstjeneste bliver afsløret. Navnet bliver nævnt mange gange i denne bog. Der bliver også afsløret lidt for meget fra “Det russiske hus”…

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter