1999
116
87-595-1119-2
The old man and the sea, på dansk ved Ole Restrup
En gammel fisker sejler ud i Golfstrømmen ved Cuba og fanger en fisk. Det er hele historien i Hemingways roman. Men “Den gamle mand og havet” er også fortællingen om fiasko, succes, sorg, ære, triumf og kamp på liv og død. Den har det hele, selv om man af og til skal tage symbolbrillerne på, for at få øje på det.
Fiskeren, Santiago, kæmper mod naturen – havet, den store fisk på krogen, hajerne, smerten og sin egen sult og alderdom. Hans tre dage alene i båden er beskrevet meget detaljeret og troværdigt. Santiagos samtaler med fisken og den fugl der lander på hans båd afslører på smukkeste vis den slidte mands indædte stædighed for at gennemføre det, han er begyndt på. En maskulin stædighed, der også var at finde hos Hemingway i en næsten dumdristig grad.
“Den gamle mand og havet” er en god fortælling, men den er meget lang, af en roman med så smalt et univers at være. Hver situation er skarpt fortalt og danner hurtigt billeder på nethinden. Så sidder man der: Videre, videre i historien! Hvad sker der så? Men Hemingway breder sig over lidt for mange sider med overflødige penselstrøg, og trækker tingene i unødig langdrag. Ikke desto mindre modtog Ernest Hemingway Pulitzer prisen i 1953 og Nobels Litteraturpris i 1954 for romanen.
Lån bogen på biblioteket