0 kommentarer

Blød som metal af Asle Skredderberget

af d. 22. september 2021
Info
 
Sideantal

342

Udgivet

2021

ISBN

978 87 7339 046 7

Originaltitel

Metallmyk - oversat af Lilian Kingo & Morten Visby

Udgave

1. udgave

 

Hvad skal man mene om en krimihelt, der har mindst 200 millioner kroner på kontoen, er ekspert i selvforsvar, ser brandgodt ud og har en analytisk hjerne, der kører stærkere end hans Alfa Romeo…?

Man kunne for eksempel mene, at norske Asle Skredderberget har skelet kraftigt til sin svenske kollega Jan Guillous succes med actionhelten Carl Hamilton, der ligeledes er et supermenneske fra en anden stratosfære end os andre dødelige. Mainstreamlitteraturen elsker denne type hovedpersoner.

Foruden sine andre fortræffeligheder er norsk-italienske Emil/Milo Cavalli, specialefterforsker i økonomiske kriminalitet hos Økokrim i Oslo, en idealistisk ildsjæl, som uden at blinke med øjnene bekoster flybilletter og 50.000 euro af egne midler for at skaffe hurtig fremgang i sine sager … han må da kandidere til titlen som månedens medarbejder.

Samtidig ringer han uden betænkeligheder efter dybt kriminelle muskelmænd, når han har brug for personlig beskyttelse mod skurkene (også dem betaler han af egen lomme), hvilket giver hans karakter lidt flere gråtoner end blot sort/hvid.

Hele denne lange indledning blot for at anskueliggøre, at Asle Skredderberget i dette første bind af den planlagte Oslo-trilogi har konciperet en af kriminallitteraturens mere usandsynlige hovedpersoner. Det trækker gevaldigt ned i regnskabet.

På kreditsiden tæller katolikken Cavallis skriftemål hos en forbløffende tolerant pater, der altid er parat med konstruktive råd og de nødvendige syndsforladelser.

Plottet i ”Blød som metal” er relativt enkelt: En ung børsmægler likvideres på sin arbejdsplads i en sen nattetime. Et indbrud, der gik galt – eller et målrettet mord?

Sammen med den storrygende politikommissær Sørensen skal Cavalli hitte hoved og hale i tvivlsomme (og ret tekniske) værdiansættelser af børsnoterede virksomheder i den profitorienterede mæglerverden.

Penge, viden og våben bliver omdrejningspunktet i opklaringen. Og lad os bare røbe, at skumle bagmænd og deres kyniske advokater gør helvedet hedt for Cavalli & co. Flere mennesker må lade livet, og vores helt får brug for alle sine utallige talenter for både at overleve og opklare sagen.

Bogen er rost til skyerne hjemme i Nesbøs blodigt-vemodige hjemland, og jeg vil strække mig så langt som til at medgive, at Asle Skredderberget skriver rutineret og fængende.

”Blød som metal” er ingen ringe krimi, Cavalli er oven i købet et sympatisk bekendtskab, men fyrens glitrende baggrund og egenskaber er altså en tand for Batman’ske til min smag. Når en helt altid kan ringe efter hjælp eller betale sig fra det grove, bliver løsningerne lidt for letkøbte. Deus ex machina, som dette greb kaldes i teaterverdenen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter