125
2008
978-87-21-03332-3
Af en maler at være, får Kirkeby skrevet en hel masse. Også i denne bog har han så meget på hjerte at man uvilkårligt tænker over hans valg af malestil (abstrakt). Man kunne måske bedre forstå ham som en narrativ maler. Og så igen, måske er det netop parløbet mellem de to udtryksformer der gør begge så fascinerende kompromisløse. I maleriet er han uovertruffen, helt sin egen, og blandt de danske nutidige digter er han faktisk lige så unik.
Den hippe pressemeddelelse fortæller, at Per Kirkeby i sin nye bog demonterer digtformen, og det lyder jo meget fikst. Det er der jo mange andre der gør. Men i stedet for at lege med selve formen, som så mange, der gerne vil vise at de er kunstneriske, ja så viser Kirkeby – der er fuldt udvokset kunstner, et færdigt digtværk, som han så efterfølgende, del for del, analyserer sine bevæggrunde til frem i en vedhæftet note til hvert digt. Lige dele værk og kommentar. Ikke en analyse af digtet, men en note der i anden form en digtets fortæller/oplyser om det erindringsglimt, den tanke, det objekt som har givet grobund for digtets skabelse. Ganske som vi kender det fra malerierne, der står prægnant og alene på væggene, ledsaget af en længere katalogkommentar om noget helt andet, men ganske relevant når man reflekterer over det. Det er montage det her.
Kirkeby behøver ikke bevise sin originalitet i denne ende af sit liv, hverken i malerierne, eller i digtene. Han har fundet sin niche, sin form, og slapper ganske enkelt helt behagelig af. Og det gør denne digtsamling ekstra veloplagt. For Kirkeby skriver med højt humør om geologi, om farver, og om alt det andet der naturligvis fylder i en malerhjerne. Men også om de mere private ting som helt almindeligt menneske, og det gør faktisk samlingen endnu bedre og endnu mindre kunstlet end man skulle forestille sig fra Danmarks maler nr. 1.
Nogen kritikere har besværet sig over at Kirkeby altid skriver om det samme, de glemmer at Kirkeby er den praktiske analytiker, han skal røre ved tingene, enten med penslen, med hjernen, eller med ordene. Herigennem skaber han sin undersøgelse og sine konklusioner. Denne proces bliver specielt tydelig i ”Bemærkninger og noter”, og alene derfor synes jeg den burde være tvangslæsning hos alle dem der har set malerierne og undret sig. Her er én af nøglerne til Kirkebys hjerne og hjerte.