Atlas over afsidesliggende øer af Judith Schalansky
144
2014
978-87-7695-253-2
Atlas der abgelegenen Inseln
1. udgave
Alt omkring Judith Schalanskys ”Atlas over afsidesliggende øer” klinger rent og smukt. Alt. Og bogen har da også høstet læssevis af roser fra anmeldere i ind- og udland.
Judith Schalansky er en af Tysklands nye, store forfattere med sin helt egen originale stemme og noget på hjerte. Hendes forrige roman, ”Giraffens hals”, var en lille genistreg, som skal anbefales på det varmeste til alle, der ønsker at følge med i de nyere strømninger sydfra.
Schalansky er designer og bogtilrettelægger af høj kaliber, hvilket både ”Giraffens hals” og den foreligggende udgivelse bærer præg af. Mage til smukke bøger fyldt med smagfulde illustrationer skal man lede længe efter. Tak til Forlaget Vandkunsten for at følge forfatterens intentioner helt til dørs.
Også Anette Petersens oversættelse rammer helt rent uden mislyde. Læseren kan nyde en velklingende dansk tekst med Schalanskys særegne tyske ’accent’.
Ser man bort fra intentionerne, æstetikken og den fysiske udgivelse, er ”Atlas over afsidesliggende øer” imidlertid en pauver bog, synes jeg. Forfatteren erklærer heri sin kærlighed til landkort og forestillingerne om fremmede egne af jorden. ”Kunsten at udarbejde landkort burde omsider regnes til de poetiske genrer og selv atlasset til skønlitteraturen, for det lever jo til overmål op til sin oprindelige betegnelse Theatrum orbis terrarum – ’verdens teater’.”
Allerede som barn i Østtyskland foretog Schalansky sine fingerrejser hen over landkortene ud i verden. Det fortæller hun om i et langt forord, der efterfølges af en præsentation af 50 af verdens mere aparte øer: ”Halvtreds øer, som jeg aldrig har været på og aldrig kommer til.”
Blandt de mere kendte øer er Påskeøen, Juleøen og St. Helena (du ved, Napoleons ø). Til gengæld er der mange af de andre fluepletter på landkortet, jeg aldrig havde hørt om: Clipperton-atollen, Tromelin, Syd-Thule med flere.
Hver ø tildeles en lille historisk, ofte ret afsnuppet skipperskrøne skrevet i et sært højstemt sprog; på den modsatte side er øen gengivet i målestokken 1:125.000. Problemet er, at teksten ikke kommer til bunds i øens oprindelse og historie, og at landkortene ikke giver et billede af øens udseende.
Man bliver kort sagt ikke meget klogere endsige særlig godt underholdt af at læse de 50 små beretninger. Men smukt ser det ud.
