Arken af Jegor Fetisov

Den i København bosiddende russer Jegor Fetisov har skrevet en ”filosofisk kunstnerroman” (forlagets betegnelse), som kun meget dannede russere vil kunne høste det fulde udbytte af.

Hovedpersonen Matjev mister tre gange bevidstheden – fuldskab, et slag i hovedet, hypnose – og sendes fra nutidens Sankt Petersborg tilbage til 1917, hvor han havner på værtshuset Den Herreløse Hund. Her møder han en række kunstnere, der deklamerer digte og udveksler filosofiske og politiske standpunkter, mens de drikker sig i hegnet i billig cognac.

For den danske læser er problemet, at disse personligheder er fuldkommen ukendte, og at de emner, de berører, refererer til interne russiske forhold anno dazumal, som kun faghistorikere vil kende til.

Forfatteren er bevidst om miseren og prøver i et efterord at overbevise os om, at historien alligevel vil have vores interesse, thi de problemstillinger, der herskede i Rusland før revolutionen, hævder han, er de samme, landet står overfor i dag. Herefter får vi en minibiografi af de mange kunstnere – som dog stadig ikke bliver vedkommende for en dansker anno 2020.

Ud over de tre flashbacks foregår den syrede handling i et mareridtsagtigt nutidigt Sankt Petersborg, som byens turister aldrig ser.

Matjev er en dygtig, men lidet succesrig maler, som snart skal have barn med Ksusja. De er kronisk på spanden, så svigerfar skaffer Matjev et udefinerbart job i et cirkus. Hans stillingsbeskrivelse og cirkussets hierarki er ren Kafka og faktisk ret sjovt. Gid der havde været mere af dét.

Efter en drukaften med sin bror, som ender med, at Matjev kolporteres 100 år tilbage i tiden, vågner Matjev i nutiden med kolossale tømmermænd og aner ikke, at Ksusja i mellemtiden har født en datter. Han glemmer nemlig konstant at oplade sin iPhone og ser aldrig de mange desperate beskeder fra Ksusja.

I drømme har Matjev hørt det mystiske ord ‘gofer’. Det viser sig at være træet, Noas Ark blev bygget af. Men hvorfor nu det? Jo, for nu begynder det at regne. Og regne. Og regne. Sankt Petersborg er ved at drukne i vand, og samtidig rammes byen angiveligt af en corona-lignende virus, hvorefter myndighederne lukker alt ned.

Scenerierne og den del af handlingen, der foregår nu om dage, er mådeligt interessante. Jegor Fetisov beskriver et patriarkalsk, lettere dysfunktionelt Rusland, som vi også kender fra Leif Davidsens romaner, blot endnu mere indlevet.

Men ”filosofisk kunstnerroman”? Kunstnerne er som sagt komplet ukendte; mærkelige navne uden indhold. Det filosofiske stikker præcis så dybt som dette:

“For børn findes dette mirakel i legetøj; en ny dukkes tilsynekomst er lig med et menneskes fødsel, det er derfor, børn bliver så glade for nyt legetøj, selv det allermest uanselige; det er det samme: følelsen af, at noget nyt bliver født. En kunstner er ligesom et barn. Han er ikke i stand til at skabe mening. Han er kun i stand til at undres over nogets fødsel.”

Hvis dette tankegods vækker genklang, vil ”Arken” givetvis være værd at læse. Ellers ikke.

NB. Anmeldereksemplar.

lån bogen på biblioteket