Antarktis af Kim Stanley Robinson

Snottet fryser til is længe inden det forlader næsen i Robinsons troværdige science fiction “Antarktis”. Bogen er en lille isblomst, der efterlader læseren i tvivl om skellet mellem virkelighed og fremtidsvision.

Et lille stykke ude i fremtiden er Antarktis hjem for videnskabsfolk, olieborebisser og økologiske pacifister, som alle deler fascinationen af den golde isplanet. Hovedpersonerne tæller den kvindelige bjergbestiger og guide Val, Washington-bureaukraten Wade og den intellektuelle løsarbejder X. Forfatteren placerer sig selv i persongalleriet i kraft af den kinesiske kunstner Ta Shu, der er en slags andenfortæller i bogen.

I en række skæve begivenheder fortælles historien om Sydpolens historie af ekspeditioner og ressourceudnyttelse, men “Antarktis” er mindst lige så meget et politisk dokument, der både ser tingene fra højre og venstre. Forfatterens research skinner tydeligt igennem i beskrivelserne af isplanetens ekstreme vejrforhold, geologiske overraskelser og hverdagens trummerum i blandt andet den lille flække Mac Town. Men hvor troværdigt og spændende vilkårene på Antarktis end fremstilles, plages bogen af en overdreven brug af referencer og direkte beskrivelser af det 20. århundredes ekspeditioner på kontinentet: Scott, Amundsen, Shackleton osv.

Der er ikke meget science i “Antarktis” og fiktionen er det så som så med. Plottet er faktisk lidt kedeligt. Den individuelle karakterbeskrivelse er dog ret god, og lidt fremtidsvidenskab bliver det også til i form af luftpudefartøjer og intelligent termotøj.

Lån bogen på bibliotek.dk