0 kommentarer

Alfabeter fra Pluto af Lars Bukdahl

af d. 25. december 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

67

Udgivet

2008

ISBN

978-87-21-03327-9

 

Den altid pludrende Bukdahl går igen i selvsving over ingenting og alting. I ”Alfabeter fra Pluto”, der består af 29 alfabeter, et for hvert bogstav, tænker man uvilkårligt igen og igen: ”Og?” Misforstå mig ikke, det er stærkt underholdende at læse disse morsomme ordsammensætninger og glimtvise objektbilleder, tag f.eks.: ”Notesbøger/Olivetti-maskine/Pibelighter”. Vi ved jo godt hvad han mener, og det er da en fin stereotyp. Men hvad VIL han dog med det? Om noget overhovedet. Som en tam Harlekin gør han grin og råber op, men uden vid og reelt bid.

Vi får råbealfabetet, spørgsmålsalfabetet, ynkealfabetet, den meget morsomme titelrifbjergalfabetet (find 7 uskrevne), og det sjove ægyptisk alfabet (Grotrian-idyl). Det er altså sjovt, rigtig sjovt, og digtene gør sig rigtig godt i Malene Kyeds grafiske opsætning. Det er bare heller ikke mere end sjovt. Mandelgave snarere end julegave, ouverture i stedet for koncert.

Dén har altid undret mig, denne kontrast imellem Bukdahls ofte ret så aggressive udfald mod andre (ringere) digtere i sin journalistik, manden har jo VIRKELIG meninger, og er velargumenteret og skarp som ganske få, eller den enorme kampgejst han lægger for dagen som bannerfører for dem han vil promovere, som altid Laugesen også i denne digtsamling, set ift. den vel næsten berøringsangste digter Bukdahl, der egentlig blot vil lege. Og helst alene. Bukdahl insisterer åbenbart på at være landsbytossen i det danske digtmiljø, ikke kunstneren eller akademikeren, selvom jeg ikke er i tvivl om, at han kunne klare begge dele mindst lige så godt.

Meget sigende for hele samlingen er det selvkritiske digt til bogstavet A, hvori det bl.a. hedder: ” Akdahl/Bukdahl/Cukdahl”, dette er nemlig en helt igennem skør samling bukdahlisme, en hyldest til minimalismen og vores fælles sprogopfattelse, der kan opfatte komplekse billeder i meget få ord, bare de sættes sammen i en effektiv montage. En lille og tynd bog, hurtigt overstået og letfordøjelig, og ganske fornøjelig!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter