Islandske konger af Einar Már Gudmundsson

Den latter der lever i et rum efter et godt selskab, – det er den latter der ligger og summer under Gudmundssons islandske saga om kongerne fra den fiktive fiskerby Tangavik.

Sagaen bygger videre på Gudmundssons harme over de islandske ekspansionsvikinger, der ribbede landet for dets finanser, både op til og sandelig også efter krakket i ’08. Et tema han har behandlet i både ’Bankstræde nr 0’ og ’Hvidbogen’. Det er ikke nødvendigt at have læst de to, men det er nemmere at forstå hvordan fiskekvoter pludseligt blev handlet og genhandlet i et gigantisk pyramidespil, hvor man kunne blive hovedrig ved at sælge fisk der aldrig kom op af havet.

Folk, der førhen troede på alfer og spøgelser, tror nu på konjunkturparametre og inflationsbarometre. Og nu kan det lade sig gøre at pantsætte fiskene i havet og tage lån i dem. Sådan er vores økonomi endt som mystik, stor trolddom er på færde, måske en magisk realisme.

Islandsk økonomien kan nok være magisk realisme, men at placere Gudmundssons værk der er en stor fejl, for beretningen er en vaskeægte nutidig saga, og dermed ville man være nødt til også at klassificere de oprindelige islandske sagaer som magisk realisme. Det ville grænse til blasfemi, se i stedet Gudmundssons saga om kongerne som anekdoter og skrøner, forankrede i en islandsk virkelighed, hvor magien måske nok sniger sig ind her og der.

Sagaen tager udspring i fiskeren Astvald Knudsen, der under anden verdenskrig sejler gods og fisk frem og tilbage mellem Island og England. Astvalds søn Arnfinn, forsætter faderens gesjæft som smugler af gods mellem amerikanske soldater i basen ved Keflavik og middelklassen i Reykjavik, der betaler uhyrlig overpris for diverse forbrugsgoder. Derfra springer fortællingen om slægten Knudsen hid og did, trækker tråde tilbage til 1800-tallet og bringer os – via overmod og rendyrket nepotisme, frem til finanskrakket. Gudmundsson introducerer figurer i samme tempo som de gamle islandske sagaer, og her ligger fortællingens eneste svaghed, for det er svært at holde styr på de mange Knudsen’er, selvom Arnfinn er en tilbagevendende hovedperson. Dog fokuseres fortællingen i anden halvdel, hvor Gudmundsson fylder tonsvis af substans på galleriet, – han bedriver den geniale kunst at tale udenom uden at ramme ved siden af, og bringer næsten uden dialog snedigt læseren helt ind i figurerne. Man har ikke lyst til at læse de sidste sider, for man vil ikke slippe slægten Knudsen. Som altid er Gudmundsson vanvittig let at læse, og denne gang måske lettere end vanligt, da billedsproget er nedtonet en kende uden at det giver tab på poesien.  En stor fortælling med noget på hjerte fyldt med geniale sætninger fra den udsyrede humors overdrev:

Det var som om et jordskælv gik gennem Gør-det-selv-centeret, for Harald Knudsen vejede hundrede femoghalvfjerds kilo, og hans lommer var fulde af batterier.

Lån bogen på biblioteket