Anmeldernes favoritter 2019
2019 blev året, hvor Bogrummet blev noteret for over 10.000 anmeldelser. Et imponerende antal anmeldelser, som en lang række anmeldere hen over årene har været med til at skrive. Tak til dem, gamle som nye! Også tak til forlag og forfattere for bøgerne i det forgangne år!
Vi har i 2019 udgivet 519 anmeldelser på Bogrummet, og det er en pæn blanding af nye og gamle bøger, som anmelderkorpset har udpeget. Her er nogle af anmeldernes bud på årets bedste læseoplevelser:
Anne-Grethe Demant:
Med en 2-årig i huset har mit bog-indtag for 2019 ikke været så prangende som jeg godt kunne tænke mig. MEN, der er dog stadig et par af årets bøger, der har gjort et meget stort indtryk på denne anmelder. Her er et par af de bøger, der har gjort størst indtryk på mig i det forgangne år:
1. Mænd i min situation af Per Petterson
Mesterligt portræt af en mand, der er gået i opløsning og af den by, som han bebor.
”Mænd i min situation” er den bedste bog jeg har læst i 2019. Jeg tvivler stærkt på, at en anden bog kan overgå denne som årets klokkeklare favorit.
Oslo, Norge. En søndag i september 1992.
Telefonen ringer i lejligheden hos forfatteren Arvid Jansen. Det er hans eks-kone, Turid, i telefonen. Hun er fra snøvsen, har brug for hjælp, hun siger hun ikke har andre, der kan hjælpe hende. Arvid finder hende ved en nedlagt jernbanestation og kører hende hjem til det rækkehus, hvor hun det sidste år har boet sammen med deres tre døtre. Da Arvid kommer ind er der ingen spor efter ham. Hjemmet er totalt støvsuget for alt, hvad der havde med ham og deres fælles liv at gøre. Han eksisterer så at sige ikke mere, han er nærmest udslettet. Herudover er hans ældste datter, Vigdis, begyndt at fjerne sig fra ham. Hun kan se hvad han er for en mand og derfor fjerner hun sig selvom hun måske er den, som har mest brug for ham.
Et år før parret blev skilt mistede Arvid to af sine tre brøde og begge sine forældre i et skibsforlis. Skibet brød i brand og pludselig var der kun Arvid og en bror tilbage. Tilværelsen har ikke været for munter for Arvid på det seneste. (Læs hele anmeldelsen)
2. Stiklingen af Audur Ava Olafsdóttir
De kan altså noget, de islændinge. En fantastisk bog fra en forfatter, der vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2018.
Hovedpersonen i ”Stiklingen” er islandske Arnljotur Thorir , der er 22 år og har tre ting på hjernen: sex, døden og roser. Det med roserne er måske ikke så almindeligt for unge mænd på 22 år, men han har arvet interessen for roser og stiklinger fra sin mor, der desværre er død i en trafikulykke.
Vores unge helt er far til en lille pige på 7 måneder, moderen er en kvinde, som han kun har kendt i den tid, som det tog af fabrikere barnet – og barnet bor ved bogens begyndelse hos sin mor.
Selvom faderen mener sønnen skal studere ved universitetet er Arnljotur ikke interesseret, han vælger i stedet at følge en gammel drøm om, at blive gartner i en af verdens mest berømte klosterhaver, der ligger i udlandet. Så der flytter han hen selvom hans datter stadig befinder sig hos moderen på Island.
Arnljotur pakker sin bagage og medbringer tre stiklinger af en ny rosensort, som hans mor har dyrket på Island selvom landet ikke ligefrem er kendt for sit varme klima og rige muldjord. (Læs hele anmeldelsen)
3. Min mor var besat. Da jeg mødte depressionens dæmon” af Peter Øvig Knudsen
Måske årets mest omtalte bog. En modig, vigtig og forbandet velskrevet bog, som alle bør læse.
I 2016 døde Peter Øvig Knudsens mor.
Selvsamme dag beslutter han sig for, at skrive en bog om hende og om hvordan det var at vokse op som søn af en mor, der var psykisk syg og led af kroniske depressioner.
Moderen kan vel bedst betegnes som en blanding af en meget trist person og en medlidenhedstyran. En medlidenhedstyran er i min opfattelse et menneske, der hele tiden søger opmærksomhed fra omgivelserne og som både opsøger og lever af medlidenheden som en slags snylter. Et menneske, der er ligeglad med om andre lider eller bliver kede af det – blot vedkommendes eget behov for opmærksomhed og medlidenhed opfyldes.
Peter Øvigs mor brugte ofte vendinger som ”Du bliver nødt til at hjælpe mig” og ”Jeg kan ikke mere” – og det over for sine egne børn, der dermed blev små voksne, der fik ansvaret for den voksne, der burde have været der for Peter og hans søster.
I skriveprocessen bliver Peter Øvig Knudsen selv syg da han rammes af en alvorlig depression og efterfølgende vrangforestillinger om, at hans kæreste vil forlade ham og at hun og vennerne i virkeligheden står i ledtog med hinanden for at skaffe ham af vejen og for at rippe ham for alt hvad han ejer. (Læs hele anmeldelsen)
Læs flere anmeldelser af Anne-Grethe Demant
_________________________________________________________________________________
Jens Markvardsen:
1) Gulag øhavet bind 1 og 2 af Aleksandr Solsjenitsyn 
Det giver vist sig selv at favoritten over dem alle må være Solsjenitsyns Gulag – af usandsynligt mange indlysende årsager, som forhåbentligt fremgår af anmeldelserne.
Seks-binds værket der efter sigende væltede det gamle USSR. De seks monstrøse bind er Solsjenitsyns erindringer om ti år som fange i Gulag lejrene, et storslået journalistisk, historisk og litterært værk. Alt, fra hans første arrestation, til gennemgangen af de ‘love’ enhver borger dømmes efter, over torturmetoder til dagene i de små celler – er detaljer i Solsjenitsyns store psykologiske analyse af den rene menneskelige ondskab. Her kommer du ikke umærket gennem en eneste side.
Solsjenitsyn udgav i 1962 sin roman En dag i Ivan Denisovitjs liv, der i fiktiv form fortæller om en dag i en fangelejr. Efter bogens udgivelse blev Solsjenitsyn kontaktet af gulag-overlevere, og fik fra dem det stof han skulle bruge til ‘Gulag-øhavet’. Værket baserer sig på mere end 200 vidner, og hvert vidne har bidraget med viden om flere andre fanger, og derfor omhandler ‘øhavet’ faktisk flere tusinde personer. Plus Solsjenitsyns egne erfaringer.
De første halvtres sider omhandler arrestationsmetoder, herunder fortæller Solsjenitsyn om sin egen arrestation. På trods af en lettere omstændelig skrivestil, falder læseren hurtigt ind i fortællingen, som trods sit uhyggelige, grusomme og deprimerende indhold, faktisk er spændende som en roman. Problemet er at det netop ikke er en roman, det er ikke det pure opspind, men desværre den virkelighed der ledte til mange millioner russeres død.
(Læs anmeldelserne af Bind 1 og Bind 2)
2) Opfindelsen af naturen af Andrea Wulf
Opfindelsen af naturen, om Alexander Humbolt, var sindssygt spændende og ekstremt lærerigt, og det er i øvrigt en biografi, ikke en skønlitterær roman.
Alexander von Humboldt er glemt i dag, men han var den første der rejste verden rundt og skrev om naturen. ‘Opfandt’ den, gav den navn og brugte poesien i sine maleriske beskrivelser. Humboldt skabte den skrivetradition og det sprog som vi stadig bruger når vi taler om naturen. Han havde ikke kun videnskabens briller på, men oplevede naturen med alle sine sanser og skrev om den som en blanding mellem faglitteratur og kunst. Han var den der lagde grunden for den måde vi oplever naturen på i dag, og han inspirerede mange af sine berømte samtidige blandt andet Darwin og Henry David Thoreau.
Humboldt er rastløs sjæl, altid videbegærlig, men ikke den akademiske type der hænger med næbbet i en bog – det gør han først, men derefter skal det læste bindes op på den reelle oplevelse, og han drager derfor til Sydamerika for at undersøge fauna, dyreliv, Orinocofloden samt diverse bjerge. Overalt hvor Humboldt ser noget nyt gør han holdt for at indsamle prøver og skrive sin tanker ned, så man når kun til de canariske øer, før Humboldt må i land for at vandre på vulkaner. Rejsen til Sydamerika er overordentlig spændende og resultatet af blandingen mellem biografien og det videnskabelige er eminent. Og nej, det er ikke en fagbog, så langt fra, men den er hængt op på solid research, – ud af de 610 sider udgør de sidste 170 noter og henvisninger. Den bundsolide mursten er faktisk ikke ret lang. (Læs hele anmeldelsen)
3) Spirit bind 5 af Will Eisner
På tegneseriesiden er jeg rystet over Will Eisners evner og i år har jeg haft glæden af at nyde den første håndfuld danske Spirit album.
Eisner holdt altid sine beretninger om Spirit på syv siders længde. Hvad det skyldes tør jeg ikke gætte på, men det var altid enkeltstående afsluttede historier – og dog, for de fire første i denne danske samling har den samme gennemgående hovedfigur, den unge Bleak, hvis moralske kompas er uplettet, men på trods deraf ender hans konstant i kløerne på underverdenens lumske manipulatorer. Spirit gør sin entre for at holde Bleak ude af det værste snavs, men i sand Eisner ånd kører samfundets ubønhørlige kværn den unge mand ned gang på gang.
Tegneren bruger også to historier på samme ’skurk’, Spirits barnsdomsveninde Sand Saref. Først følger vi hende og Spirit som børn, hendes far er panser, Spirits onkel et gammelt ringvrag og de to mænd bedste venner. Mens Spirits onkel er kommet i dårligt selskab og under et bræk mister både han og en betjent livet. Spirit bliver hjemløs og Sand Saref forældreløs. En fortælling som denne skal næsten skæres ud i en fuldblods roman for at lykkes til fulde, men det er ikke uden grund at Eisner er kendt som den grafiske romans stamfader. Historien om Spirit og Sand Saref er ganske enkelt rørende. Bevares, der er masser af lignende historier fra tegneserieverdenen – Batman mister sine forældre i et røveri uden for en biograf, Superman forlader som barn sine forældre og den dødsdømte hjemplanet, und so weiter. Men vis mig lige den serietegner der kan udtrykke følelser og fortælle som Eisner. (Læs hele anmeldelsen her)
Læs flere anmeldelser af Jens Markvardsen
____________________________________________________________________________________
Nordstranden:
Mennesket har et ur-instinkt for overlevelse, og de tre bøger jeg har valgt som årets store læseoplevelser handler alle om kvinder, der med blod, sved og tårer har gennemlevet uretfærdighed, sorg og vold, men samtidig giver håb om retfærdighed, forsoning, overlevelse og kærlighed.
Tre meget forskellige bøger: en selvbiografisk, en fiktion og en autofiktion. Tre smukke omslag, der smyger sig om hver deres bog og tre poetiske titler, der fanger hver enkelt bogs essens.
Bøger skrevet af kvinder – men ikke kun for kvinder, men for alle med empati og nysgerrighed overfor menneskeskæbner.
1) En uretfærdig tid af Gertrud Tinning
Gertrud Tinning levendegør 1880’erne i København og formår med sin pen at beskrive den uretfærdige tid, som kvinderne og arbejderne levede under. Hun gør det i et enkelt og levende sprog og vækker København og sine personer til live, så man ser dem for sig, både fysisk og psykisk.
Vi møder Nelly, der arbejder på Rubens Klædefabrik. Det er hårdt og dårligt betalt arbejde, og kvinderne der arbejder på fabrikken er ikke organiseret. En dag sprænger en drivrem på en af vævene, og Marie bliver hårdt såret. Fabrikkens ledelse er ligeglade og forsøger at skjule ulykken. Marie dør på hospitalet af sine kvæstelser og efterlader sig en drukfældig mand og 3 børn uden forsørgelse.
Det er en uretfærdig tid – for der er ingen hjælp at få, og Nelly går til fabrikkens ledelse for at få dem til at udbetale erstatning til Maries familie. Ledelsen afslår Nellys anmodning og lader hende vide, at hun skal glemme alt om det, for ellers mister hun sit arbejde. Nelly nægter at rette ind – og da ledelsen får færten af, at Nelly vil gå til pressen, bliver Nelly og hendes kæreste Johannes overfaldet.
I et andet spor møder vi Johannes søster Anna, som han har efterladt på den fædrene gård sammen med tvillingebroderen og faderen. Broderen havde tidligere vundet gården ved en lodtrækning mellem de to brødre, og Johannes forlod gården for at søge lykken i København. Det står skidt til økonomisk på gården, og faderen og broderen er ved at gifte Anna bort til en velhavende gårdejer. Anna stritter imod, og da hun hører fra København, at Johannes er blevet fængslet, mistænkt for overfaldet på Nelly, stikker hun af hjemmefra.
2) Kun når det regner af Marie Brixtofte 
Så fin en bog. Så fint et omslag. Så fin en datter. Så fin en far. Kun når det regner kan Marie finde fred fra de voldsomme følelser, der overmander hende, når forældrene skændes, når faderen drikker, eller når livet går i baglås. Forlaget Gyldendal har strøet en håndfuld smukke regndråber ud over omslaget, der er ufatteligt smukt og omfavner bogen perfekt.
En rørende, hudløs, smuk, kærlig og medrivende fortælling om en datter, der vokser op med en far, der kigger dybt i flasken.
Marie Brixtoftes bog fortæller om en far og en datter, der elsker hinanden, alt imens Kong Alkohol svinger faderen i en djælvedans. Fra sidelinien prøver datteren 4 år, 13 år, 20 år og voksen fra sidelinjen at hive faderen ud af Kong Alkohols klør.
Bogen er en selvbiografisk fortælling om Marie Brixtofte og hendes far, den visionære og karismatiske Farum-borgmester Peter Brixtofte, der i kraft af sit stigende alkoholforbrug endte som konen i muddergrøften. Men det er ikke en traditionel hvor-er-det-synd-for-mig-fortælling, men en trist fortælling om et sørgeligt udkomme på den forgæves kamp med Kong Alkohol.
Marie Brixtofte arbejder som autoriseret psykolog hos Børn, Unge & Sorg, og jeg kan forestille mig, at det må have været rigtigt svært for hende at se sin egen barndom gennem den voksne erfarne psykologs øjne. Og jeg tænker, at Marie i kraft af hendes egen opvækst har let ved at stille ind på følelserne hos de unge, der lever i misbrugsfamilier og dermed hjælpe dem videre. Marie har forliget sig med ”Damen i hendes hoved”, der livet igennem har fortalt hende, hvordan hun skal navigere, så hun kender børns overlevelsesstrategier.
3) Skyggedanseren af Sara Omar
Sara Omars første roman ”Dødevaskeren” var svær at læse og gjorde stort indtryk på mig. Her beskrev Sara Omar, hvordan mange kvinder og børn undertrykkes i andre kulturer. De udsættes for social kontrol, tyraniseres, tæves og lever som slaver i deres familier. Langt ud over en danskers fatteevne.
Hendes opfølger ”Skyggedanseren” er så grusom og ubærlig, at jeg måtte læse den i små bidder, og jeg kan slet ikke forestille mig, den smerte, den er skrevet med.
Nok er det en roman, men den er skrevet på smerte, rædsel og vrede over, hvordan mange kvinder og børn dagligt undertrykkes og lider – den giver stemme til de tavse.
I ”Dødevaskeren” mødte vi den lille pige Fremsk til hun var 5 år gammel og sprang så frem i tiden og mødte hende igen som ung kvinde på et dansk hospital, hvor hun var indlagt på grund af skader forvoldt af hendes ægtemand. Vi fornemmede, at hun havde haft et barn – et barn, der ikke længere var i live.
I ”Skyggedanseren” følger vi Fremsk op gennem hendes barndom i Kurdistan og er vidner til et afskyvækkende misbrug af den lille pige, der ikke kun omhandler voldtægt og psykisk tortur, men også fører til djævleuddrivelse, fosterfordrivelse og i sidste ende til, at hendes kærlige mormor og morfar må sende hende ud af landet for at overleve. (Læs hele anmeldelsen)
Læs flere anmeldelser af Nordstranden
Vibeke Holm Andersen:
Som altid er det svært at vælge de 3 bedste bøger fra året der gik. Der har været mange gode læseoplevelser, og jeg kunne nemt have valgt flere.
Men – man må tage en beslutning, og det blev disse 3 meget forskellige bøger, som på hver deres måde har gjort indtryk på mig i 2019.
1) Malene Ravn – I dine øjne
Gyldendal
Bogen om Erik, der er ’uægte’ barn af en dansk mor og en kinesisk far, hvilket ikke gjorde tilværelsen nem for lille Erik, er en langsom og rolig fortælling. Forfatteren giver sig god tid og har kælet for detaljerne. Jeg var vild med bogens sprogbrug, Malene Ravn forstår at sætte ord sammen og skrive de skønneste sætninger. Hun giver læseren mange fine beskrivelser af situationer, stemninger og følelser.
Lai Fun forlader sit land, Kina, og sin familie i 1899, han kommer til Danmark, hvor han optræder i Tivoli, og her får han en aften øjenkontakt med Agnete. De forelsker sig og bliver gift i 1904 trods modstand fra Agnetes forældre.
Ægteskabet er ikke lykkeligt, pengene er små, Lai Fun rejser rundt og optræder som tryllekunster, Agnete vil så gerne have et barn, men det sker ikke. Lai Fun oplever mange ydmygelser grundet sit fremmedartede udseende, folk på gaden hiver ham i håret, skubber til ham, slår ham – det var ikke nemt at være kineser i Danmark.
I 1930 optræder Lai Fun i Ålborg, her møder han Gudrun, og en kort fornøjelse i en port resulterer i at Gudrun bliver gravid med Erik. De første år tilbringer Erik på et asyl, som 5-årig hentes han hjem til Gudrun og Alfred. Erik er en hæmmet og kuet dreng, han er anderledes, og det får han at mærke – han får mange bank og udsættes for grove ydmygelser både på gaden og i skolen. Heller ikke hjemme har han det godt, han må høre fra Gudrun at han har ødelagt hendes liv, hun er streng og hård, kun fra Alfred får han lidt varme og omsorg. Gudrun er ikke ond, men hun har det selv svært, har ikke selv oplevet megen omsorg hjemmefra – og det kommer ofte til at gå ud over Erik. Men han klarer sig på trods, finder småjobs og tjener lidt penge – man må tage hatten af for, at han får en uddannelse som elektriker og et rimeligt normalt voksenliv.
Som voksen møder han Kirsten, som bliver hans kone og de bliver forældre til Nete. Erik vælger at lægge sin fortid bag sig – han ønsker kun at se fremad, han vil glemme barndommens traumer. (Læs hele anmeldelsen)
2) Lad os håbe på det bedste af Carolina Setterwall
Hr. Ferdinand
Carolina skriver til Aksel, hendes mand, som hun pludseligt og uventet en morgen finder død i sengen.
Det er en bog om kærlighed, både mellem Aksel og Carolina og Carolina og sønnen Ivan, men også den, der strømmer fra venner og familie, der stiller op for Carolina, da det hele vælter. De er i lejligheden på skift, så Carolina ikke er alene, sørger for indkøb, rengøring og alt det praktiske, uden for meget snak – de gør det bare.
Det er en fantastisk bog, som jeg på det varmeste kan anbefale. Den bliver hængende i ens tanker længe efter sidste side er læst.
’Han er det fineste menneske, jeg nogensinde har mødt’
Carolina har skrevet bogen til Aksel. Hun skriver både direkte til Aksel i ’du-form’ og til læseren i denne autofiktive fortælling om deres tid sammen – og hendes tid alene, uden Aksel.
Aksel og Carolina mødes i april 2009, vi er med ved deres første møde, og de bliver snart et par. De er ret forskellige – Carolina er sikker i sin sag, vil gerne hurtigt flytte sammen og have barn, hendes biologiske ur tikker. Hun er vant til at planlægge og organisere. Aksel har brug for mere tid, mere ro.
I oktober 2014 dør Aksel – om natten, alene i soveværelset, Carolina sover i værelset sammen med deres lille søn Ivan. Næste morgen er alt forandret for Carolina og Ivan.
Carolinas liv bliver et spørgsmål om at overleve én dag ad gangen og at tage sig af Ivan – samtidig med at hun er fyldt med sorg. går hun rundt med skyldfølelser, bebrejder sig selv at hun pressede Aksel for hårdt, ikke særligt tit sagde, at hun elskede ham, at hun stressede ham, var for dominerende, ville bestemme for meget.
Bogens kapitler skifter mellem perioden 2009 – 2014 fra de mødes og til Aksels død – og tiden efter den morgen i 2014, hvor hun finder Aksel død. Hun fortæller ærligt og uden at pynte på virkeligheden om deres forhold med skænderier, alt for meget arbejde, hendes tendens til at presse på – og om Aksel, der trækker sig, lukker sig inde i sig selv. De vrisser af hinanden, snerrer lidt. Hverdagens stress, travlhed, praktiske opgaver og småfrustrationer fylder. (Læs hele anmeldelsen)
3) Se mor, jeg danser af Puk Elgård 
Lindhardt og Ringhof
Puk Elgård tager læseren med på en erindringstur tilbage til en barndom, som har været barsk, en ungdom med usikkerhed og et liv med angst. En meget personlig, stærk og velskrevet bog, som jeg i den grad blev optaget af at læse.
Jeg nød også bogens lækre layout – den gule farve er gennemgående, både på den smukke forside, hvor forfatteren befinder sig en skov iklædt gult tøj, det gule læsebånd og de indskudte gule sider med aftryk af en fjer, som adskiller kapitlerne. Detaljer, ja, men ikke ligegyldige
Puk Elgaard er i New Mexico, hvor hun i fire dage befinder sig et sted uden mobildækning, uden kontakt til omverdenen og uden at kunne tale med sin søn og kæreste, som til hendes bekymring kører rundt på motorcykel imens hun deltager i rituelle indianerceremonier, som fører hende gennem fødsel, barndom, ungdom – og hun får i tanker og handling taget afsked med sine afdøde forældre. Vi er med på hendes erindringstur tilbage til en barndom, som har været barsk, en ungdom med usikkerhed og et liv med angst. Det fungerer virkelig godt at bruge ritualerne som ramme for fortællingen om sit liv, når hun skiftevis beskriver, hvad der sker ved floden, hvor hun er sammen med andre kvinder, og ser tilbage på sit liv.
Puks forældre mistede deres 7-årige datter, Pia – og lægernes råd var, at de skulle skynde sig at få et nyt barn. Puk blev født 9 måneder efter som erstatning for Pia, storesøsteren som hun aldrig mødte, og som der aldrig blev talt om. Puk kiggede i smug på billederne af Pia, som var gemt væk i en pose i bunden af et skab. Tavsheden lå over familien – og destruerede den.
Forældrene begynder begge to at drikke, moren supplerer med piller, og Puk er den, der holder øje med, hvordan hun har det, tæller øllene i køleskabet og pillerne i glassene, og hver dag er bange for, hvad hun kommer hjem til, når skoledagen slutter. Forældrenes liv har gjort Puk til en ekstremt pligtopfyldende og kontrollerende person, som altid har taget afstand fra alkohol og piller – bange for den afhængighed, hun så hos forældrene. Angsten kommer til at fylde meget i Puks liv, men hun har heldigvis fundet redskaber til at styre sin angst. (Læs hele anmeldelsen)
Frank Gabel:
1. Singers eventyr for børn af Isaac Bashevis Singer
„Singers eventyr for børn“ er på flere måder en exceptionel eventyrsamling: For det første er der ud over omslagsbilledet ingen illustrationer i bogen. Forfatteren satser helt på ordets magt. For det andet har eventyrene ikke et fiktivt kongerige som skueplads, men som regel et reelt sted — tit er det jødisk-prægede landsbysamfund i Polen i tiden før Første Verdenskrig, som er fortællingernes udgangspunkt. Og for det tredje er det ikke en rendyrket eventyrgenre, Singer præsenterer i denne samling, men en farverig buket af eventyrlige fortællinger med historiske, humoristiske, autobiografiske, religiøse, folkloristiske, romantiske og mystiske indslag. Singer støber det hele sammen til en unik samling, kendetegnet ved den uforlignelige stil, der indbragte forfatteren Nobelprisen i litteratur i 1978.
Eventyrantologien indeholder 36 fortællinger, som Singer publicerede mellem 1966 og 1984. Som alle af Singers tekster blev eventyrene oprindeligt forfattet på jiddisch og senere oversat til engelsk af Singer selv og hans redaktør. Den engelske version „Stories for children“ var grundlaget for oversættelserne til andre sprog, også for den danske oversættelse ved Lilian Cipikoff.
De enkelte historier er qua indhold og fremstilling temmelig forskellige, men de har alligevel et sammenknyttende element, der går som en rød tråd gennem bogen: De er alle inspireret af den rige jiddische fortælletradition, som ikke kun genspejles i persongalleriet (rabbier, vise, tåber, synske personer, engle, onde og gode ånder), men også i den østeuropæiske shtetl-atmosfære. (Læs hele anmeldelsen)
2. Om læsning af Georg Brandes 
Essayet „Om læsning“ af Danmarks store litteraturhistoriker Georg Brandes udkom i 1903. Det er en glødende forsvarstale for at læse. Når den i år er blevet udgivet som e-bog på Lindhardt og Ringhof er det, fordi Brandes’ svar på hvorfor, hvad og hvorledes vi skal læse står ved magt — også over et århundrede efter førsteudgivelsen af essayet.
Brandes siger det ligeud: „I vore Dage er der kun yderst Faa, som overhovedet kan læse, gider læse og faar noget Udbytte af deres Læsning. Det at læse er næsten en uddøende Færdighed.“
Han kritiserer, at folk har tendens til at undgå krævende og udfordrende læsning, og tit er tilfredse med en overfladisk forståelse af det læste. Og han undrer sig over, at der kun sjældent genlæses noget: „Én Gang er ingen Gang, og den, som indskrænker sig til at læse en god Bog én Gang, vil være af dem, paa hvem dens Indhold er prellet af.“
Brandes ryster på hovedet af avisernes uvane med at spørge efter verdens bedste bøger og opstille lister med de hundrede bedste bøger. For ham er det naivt at tro, at en sådan liste virkelig kunne findes: „Det maaske udmærkede Arbejde, der paavirker den Ene dybt, lader den Anden fuldstændigt kold, og det Værk, som paavirker En stærkt i Ungdommen, har slet intet Værd for En i den modnere Alder.“
3. Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen
„Det er Knud, som er død. Forstaar I?“ — sådan lyder den sidste linje i Tom Kristensens mindedigt om polarforskeren Knud Rasmussen, udgivet i hans dødsår 1933. Digtet og Knud Rasmussens liv og levned inspirerede forfatteren Robert Zola Christensen til hans nyeste roman, hvor polarforskerens ånd ligesom svæver over fortællingen, der i Allan-Bertram ellers har en decideret „anti-Knud“ som hovedperson.
Livet er ikke en dans på roser for Allan — eller en spændende hundeslæderejse gennem jomfrueligt land for den sags skyld. Han er nyskilt, uden fast job og har det ikke let med sin drikfældige mor. For at gøre det endnu værre gider hans to sønner, der bor sammen med hans eks og hendes nye kæreste, ikke rigtigt far-weekenderne mere. Allan trænger til at komme lidt væk fra det hele, især da julen begynder at banke på, og han accepterer et job som dansklærer for en gruppe kinesere på en højskole. Men så sætter et tilfældigt møde med hans ungdomskæreste Amina en række begivenheder i gang, der fører Allan rundt i landet og får hans øjne op for, hvad der virkelig skete dengang, han troede, han var i et lykkeligt forhold med Amina.
Læs flere anmeldelser af Frank Gabel
_________________________________________________________________________________________
Splint:
1. Fernweh af Mette Norrie 
Den er spektakulær, anderledes og virkelig flot. En speciel læseoplevelse da der ikke er nogen tekst. Det er virkelig en roman som kan noget særligt.
Hvordan beskriver man en roman der ikke har nogen tekst? Hvordan beskriver man et univers, en historie og en fortælling, når der ikke er sat et eneste ord på værket undervejs? Jeg var sjovt nok ikke i tvivl, selv om min umiddelbare tanke inden jeg kiggede på bogen var at det ville være umuligt. For når vi læser danner vi os indtryk ud fra det skrevne ord. Ud fra karakterer, steder, omgivelser med mere. Men det får man ikke serveret på et sølvfad her. Alligevel er jeg ikke i tvivl.
Bogen handler om en kvinde som oplever sit liv gå. Hun oplever årstiderne, hun oplever naturen og hun dagdrømmer lidt undervejs. De meget skarpe billeder giver som helhed en fantastisk fortælling, hvor du som “læser” eller iagttager, kommer med ind i hendes univers. Der er lidt dystert, lidt hyggeligt og lidt irriterende. Der er forskellige nuancer som i alles liv og der er en søgen efter at der skal ske noget mere end at man blot sætter sig ned og lader tiden gå.
Det er et grafisk kunstværk med tegninger/illustrationer der danner en helhed og dermed danner en “lydløs” og ordløs roman. Og det fungere. Bedre end forventet. (Læs hele anmeldelsen)
2. Ternet Ninja 2 af Anders Matthesen
Har man fulgt med i den første får man her en fortsættelse som virkelig lever op til det hele og som på ingen måde skuffer. Den er underholdende og spændende.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gik og glædede mig til, at denne bog kom. For jeg var svært begejstret for ‘Ternet Ninja 1’, så jeg var jo spændt på om denne holdt stilen og kunne bære historien igennem. Og det må jeg sige at den kan. Vi starter mere eller mindre hvor den første sluttede, men skulle man ikke have fået læst etteren, så kan man godt følge med i toeren alligevel. Bogen er sat flot op med fine illustrationer og man kan nemt leve sig ind i universet (igen).
Aske savner den ternede ninja, men han døde jo – eller han var jo død, men hans ånd, som levede i dukken, døde, da de fik sat Eberfrø i fængsel. Nu hører Aske så, at Eberfrø alligevel ikke kommer i fængsel, så hvad nu? For han var jo skyldig i mord og det kan da ikke passe han så kan slippe for straf.
Aske er på vej hjem da et lyn slår ned og et pindsvin begynder at tale til ham. Det viser sig at være den ternede ninja som nu er reinkarneret i dette lille dyrs krop. Han bliver meget glad for gensynet, men når ninjaen er tilbage så ved Aske også godt, at der følger noget med. Nemlig en ny mission. Allerførst er de dog nødt til at finde en krop som ninjaen kan bevæge sig i og som ikke er fyldt med pigge. Så Aske får sin mor til at sy en bamse – den ligner den gamle men med andre farver og andet fyld. (Læs hele anmeldelsen)
3. Dukkehospital af D. A. Hagelund 
En anderledes poetisk indgangsvinkel til livet som kronisk syg med alt hvad det indebærer af vrede, foragt, harme, had, håb, livskraft og glæde. Et spændende indblik for alle der gerne vil forstå hvad livet også kan være.
Åh ha… Jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller slutte. Dette er ikke en lang digtsamling. Dette er ikke et forsøg på at skrive noget stort og lave et værk som skal slå benene væk under dig som læser. Dette er ikke kærlighedsdigte med den stormfulde romantiske opstart og det intense parforhold efterfølgende. Nej. Dette er en digtsamling som viser livets barske virkelighed når man ikke er som alle andre, når man er født med en sygdom og altid skiller sig ud, når man viser sin frustration over at tingene skal være så svære, og når man måske nogen gange bare ville ønske for et kort sekund at man ikke var her længere.
Men det lyder så voldsomt og tja, det er det også. Selv om man kan mærke forfatterens personlighed skinne igennem, og selv om man ikke er i tvivl om at hun kan noget med ord. Så kan man mærke hendes lede ved tilværelsen, når det ikke er hende selv der bestemmer. Man kan mærke den indre kamp hun har, men som hun ikke nødvendig vis viser. For hvad enten man selv har prøvet at fejle noget eller ej, så kan man levende forestille sig hvor svært det må være at vise omverdenen, at man er glad for livet og nyder sit liv til trods for kørestol, sygdom, hospitalsbesøg mm. (læs hele anmeldelsen)
Læs flere anmeldelser af Splint
_________________________________________________________________________________________
Bjarne Jensen:
Det blev til 35 anmeldelser fra min hånd i år. Især tre sidder stadig dybt i bevidstheden: En debut, en tegneserie og en garvet forfatters noveller.
1) Som om vi aldrig rigtigt fandtes af Rikke Dahl 
En helt fantastisk fornem debut. En meget anderledes krimi, nede på jorden og sprogligt helt i skyerne.
Rikke Dahl kender en, som kender en, og så fik Gunnar Staalesen læst manuskriptet til ’Som om vi aldrig rigtigt fandtes’, og han var imponeret, og sådan kan en forfatterkarriere altså starte. Jeg var også imponeret!
Christin bliver en dag ringet op af en barndomsveninde, der fortæller hende om to dødsfald i deres hjemby i Jylland. Den ene er en fælles veninde, som er død af kræft, mens den anden var en ven fra gymnasietiden, som blev fundet død i en grøftekant. Det får Christin til at rejse tilbage til hjembyen, hvor hun ikke har været i de 20 år der er gået, siden hun blev student. Da hun opsøger en af veninderne fra gymnasietiden, der viser sig at være forsvundet, slår hun sig sammen med en journalist, og prøver at få redet trådene ud.
Godt nok er det en debut, men Rikke Dahl skriver som en rutineret spændingsforfatter. Det er netop fremragende komponeret, som Staalesen har bemærket. Gennem skiftende fortællere går det langsomt op for læseren, at noget grusomt er hændt en skæbnesvanger aften for 20 år siden, men hvad? En klike i gymnasiet er bogens omdrejningspunkt, og med små flash backs til den aften, hvor gymnasiebandet ’Smalltown Empire’ spiller koncert i en lokal klub, får vi løsningen bid for bid.
Rikke Dahl skriver utrolig godt og indlevende. Hun får tricket et eller andet i mig der gjorde, at jeg flere gange kom til at tænke på min egen gymnasietid og blev mindet om mørke vinteraftner i min barndom. Ligeledes fremmaner hun den melankolske stemning man får, når man træder ind i barndommens hjem hos flere af bogens personer, der er blevet hængende i byen. Som at træde ind i en glemt tidslomme. Som at træde ind i sit eget barndomshjem. (læs hele anmeldelsen)
2) De dødes sjæle af Edgar Allan Poe og Richard Corben
Dette var nok årets største og bedste overraskelse: Endelig noget nyt Richard Corben på dansk. Den gudsbenådede tegner og farvelægger sprudler i sine fortolkninger af Poes værker.
Da jeg som knægt i 80’erne sad med mange jævnaldrende og læste tegneserier på Aars Bibliotek, var der to værker der skilte sig ud: ”Jerry Cornelius’ hermetiske garage” af Moebius og ”Den” af Richard Corben. Det var mystiske værker der foregik i underlige verdener, og især ”Den” gjorde stort indtryk, da den var meget flot farvelagt. Corben bruger en helt speciel teknik til farvelægningen, som det ser ud til, at han har bibeholdt i ”De dødes sjæle”, hvor han har fået hjælp af konen, Beth Corben Reed.
Siden 80’erne har det været meget sporadisk med Corben udgivelser, og det er en stor fejl, for han er en af verdens bedste tegnere/fortolkere. Om det er egne historier, eller som her, i fortolkning af Edgar Allan Poe’s historier, er ligegyldigt. Keder historien lidt, så keder tegningerne i hvert fald ikke. Slå op på en tilfældig side i dette værk, og man vil helt sikkert finde en dragende tegning.
Corben nærmer sig de 80 år, men han tegner stadig helt fantastisk. Ligeledes fortolker han fantastisk. Hans egen fantasi kommer især til udtryk i fortolkningerne af Poe’s digte, som ”Ravnen” og ”Den erobrende orm”. Poe’s hovedværk, ”Huset Ushers fald” er også denne bogs hovedværk. Måden han får flettet ”Det ovale portræt” ind i historien er genialt. Bogens historier er udgivet fra 2012 til 2019 og skal ikke ses som et komplet Corben/Poe værk, for så skulle vi netop have haft sidstnævnte historie med, men den kan man bl.a. læse i ”Gru album 2”, desværre kun i sort/hvid. (Læs hele anmeldelsen)
3) Dronningen af Saba og andre noveller af Knut Hamsun 
Næsten lige så overraskende som Corben var udgivelsen af Hamsuns noveller. Den mesterlige fortæller skrev forunderligt, og flere af novellerne står stadig tydeligt i erindringen.
Glæden og overraskelsen var stor, da jeg åbnede pakken fra Turbine forlaget. At der pludselig udkom en bog fra mesteren Hamsuns hånd var ganske uventet. Det er godt set af Turbine, især på baggrund af at novellerne ikke er til at opdrive længere i Danmark.
Jeg kan ikke sætte en finger på noget som helst. Lige fra forsiden, der er enkel og smuk, til oversættelsen af Jakob Aaby Harrits, eller nærmere den sproglige redigering. For novellerne er oprindeligt skrevet på dansk i slutningen af 1800 tallet, senere fornorsket og redigeret af Hamsun, men Turbine har taget udgangspunkt i de tidligste udgaver, og de er nænsomt bearbejdet af Harrits. Hamsun havde et specielt sprog, ind imellem knudret, og jeg måtte læse enkelte sætninger flere gange, for at fange betydningen. En enestående læseoplevelse!
Hamsun formår med enkle midler og i få ord at få læseren helt ind under huden på sine personer. Samtidig er personerne og de oplevelser Hamsun udsætter dem for så aparte, at man sent vil glemme novellerne. Samtidig kan han skrive om hverdagsting på en måde, så man både griner og fanges helt ind i et simpelt univers, som i En ganske almindelig flue af middels størrelse. (Læs hele anmeldelsen)
Læs flere anmeldelser af Bjarne Jensen
___________________________________________________________________________________________
