Flammernes by af Don Winslow

Don Winslow er en gigant inden for den amerikanske litterære specialitet kaldet hard-boiled crime fiction. Winslow kan sine gangsterattituder og -lingo som få andre. Selv har jeg givet fuld plade til romanerne ”De smukke vilde” og ”Grænsen”.

Med ”Flammernes by” indleder han en (allerede meget rost) trilogi om den besindige gangster Danny Ryan og hans meritter i den amerikanske underverden. Og det starter godt.

Vi befinder os i Providence, Rhode Island, i 1986. Her regerer to kriminelle imperier fredeligt side om side: Irerne, der især kontrollerer havnen og arbejderkvarteret Dogtown; og italienerne, der sidder på sprut, spil, prostitution, transport mv.

I årevis har to familieforetagender uproblematisk delt rovet mellem sig, ja, oven i købet festet og hygget sig sammen.

Men så dukker den gudindesmukke Pam op, og så eksploderer hele den skrøbelige fred. En af italienerne scorer hende, men det vil Dannys uregerlige svoger Liam ikke finde sig; han rager hende lidt på gajolerne, hun sladrer. Bang!

Danny er gift ind i den irske Murphy-familie, fungerer som underordnet muskelmand, men drømmer om et andet liv. Nu tvinges han ind i en blodfejde, hvor hævn, magtkampe og forræderi får ligene til at hobe sig op. Spørgsmålet er, om Danny kan beskytte sine nærmeste uden selv at blive det monster, han helst vil undgå at være?

Winslow mestrer spændingen, de hårdkogte replikker, de logiske sceneskift – en usvigeligt sikker garant for effektiv gangsterromantik af høj klasse.

Men…

Jeg har for nylig færdiggjort Dennis Lehanes trilogi om Joe Coughlin, endnu en besindig gangster, og en sammenligning er uundgåelig. Også Lehane skriver troværdigt og kompetent om gangstere, om loyalitet, om stakkevis af dollar og bunkevis af lig, men hans tilgang er roligere, mere eftertænksom. Lehanes personer forekommer mere menneskelige, mere sammensatte, mere blødkogte.

Si si, det er en smagssag. Fans af den ærkeamerikanske gangsterroman kan roligt kaste sig over ”Flammernes by”.  Winslow leverer varen, og jeg glæder mig til fortsættelsen. Men hvis jeg skulle nominere en af d’herrer til den fiktive The Goodfella Award, ville det blive Lehane. Capisce?

lån bogen på biblioteket