291
2025
978-87-4341-177-2
1.udgave, 2.oplag
Irene er gift med Thomas, der er præst, selv arbejder hun ikke. Hun lytter, uden at Thomas ved det, når han har samtaler med sognebørn, der kommer til ham med deres sorg. Thomas har selvfølgelig tavshedspligt, så Irene må selv ‘snuse’ sig til oplysningerne.
Irene og Thomas har i flere år forsøgt at få et barn – Thomas har i forvejen Isabella fra et tidligere forhold – nu står de foran starten på fertilitetsbehandling. Irene glæder sig til at få sit eget barn, selv om hun er glad for Isabella.
Men så sker der noget uventet. En ung familie flytter ind i nabohuset, som har stået tomt i længere tid. Det har store glasfacader, som gør, at Irene kan følge med i deres liv – og det gør hun. De nye naboer kommer ind og hilser på – og den smukke unge Marie udtaler sig negativt om fertilitetsbehandling, uden at vide, at hun sårer Irene. Thomas virker mere end venskabeligt interesseret i Marie – og pludselig meddeler han Irene, at han alligevel ikke vil gå i fertilitetsbehandling. Irene er knust. Det er hendes drøm, der falder til jorden. Hun forstår ikke, hvad der sker med Thomas, og i stedet for at de taler om tingene, begynder Irene at forestille sig, at Thomas har en affære med Marie. Hun finder ‘beviser’ og ønsker Marie langt væk, ligesom hun anonymt begynder at chikanere naboparret.
Det interessante i bogen er skildringen af Irene og hendes relation til Thomas og naboen Marie. Irene viser sig i flere tilfælde at have en livlig fantasi, hun er nysgerrig, udspionerer naboerne, lytter ved dørene og stykker selv resten af historien sammen. Hun og Thomas går helt skævt af hinanden, begge går de rundt med tunge tanker – uden at dele med den anden.
Det er ikke en bog, hvor man sidder ude på kanten af stolen – først til sidst sker der noget dramatisk som gør, at bogen kan kaldes en krimi eller som der står på forsiden: psykologisk thriller.
Uden at røbe for meget sker der et drab i slutningen af bogen – der steg spændingskurven og bogen gav mig hjertebanken. For selv om drabet ikke direkte opklares i bogen, og politiet stadig efterforsker sagen, er man som læser ikke i tvivl.
Anmelderbog