382
2008
978-87-92122-02-5
Take Someone Like Me
En morsom og tankevækkende bog om den hjemmegående husmor, Libby, der holder styr på alt i familien. Lige fra rengøring, mad, forældremøder til omsorgen for sin mand og de tre døtre. Den ældste teenagedatter er virkelig strid mod sine forældre, den mellemste er forholdsvis nem og den yngste bekymrer sig om alt.
Libby engagerer sig i en miljøorganisation i sin fritid – noget der i den grad rusker op i og forandrer familien og familielivet.
Det sjove ved denne bog er det konstante skift i synsvinkel mellem Libby og hendes teenagedatter Phoebe. Historien fortælles på den måde både af den voksne og hendes datter.
Jeg tror, at rigtig mange kvinder med teenagedøtre vil more sig kongeligt – der er mange fine beskrivelser af forholdet mellem mor og datter.
Her blot et lille citat af Libby om forholdet til sin datter: “Da Phoebe blev tretten, gik det op for mig, at jeg var fjende nummer et. Hun begyndte at sige ting som “Jeg kan bare overhovedet ikke tale med dig” og “du er altid efter mig” som svar på en uskyldig forespørgsel eller bemærkning, jeg havde sagt, og jeg tænkte “Hvem, mig?”
Phoebe siger om sin mor:” Hvad er der med mødre? Undrer jeg mig over. Eller er det bare min mor. Hele tiden svæver hun omkring, deler ordrer og reprimander ud. Få noget morgenmad. Din nederdel er for kort. Din top er for lav/høj/for stram. Skulle du ikke være i seng nu? Må I virkelig godt have sådan en nederdel på i skole?”
Det er sgu en god historie fra forlaget Leksis.