0 kommentarer

Skygge og lys af Jonathan Rabb

af d. 8. marts 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

320

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7079-008-6

Originaltitel

Shadow and light

 

Anden bog om Kripo-manden Nicolai Hoffner handler om spionage og mord indenfor filmindustrien i Berlin. Året er 1927 og flere daværende berømtheder som Fritz Lang og Peter Lorre er med på Rabbs rolleliste.

En filmproducer findes død i et badekar. Det skal ligne selvmord; men vicekriminalinspektør Hoffner synes at det hele virker for arrangeret, som var det en scene i en Fritz Lang film.
Og da han undersøger hvad den afdøde havde haft gang i, støder han ikke bare på pornofilm, men film med reel voldtægt – og ovenikøbet med lyd på. Verdens første filmlyd var smertensskrig fra et voldtægtsoffer!!

Amerikanerne var egentlig først fremme med tonefilmen; men det var i en elendig og ubrugelig usynkroniseret udgave. De havde imidlertid erfaret at tyskerne havde opfundet noget langt bedre, som nu var ved at blive testet, og sendte derfor spioner ud for at få fingre i apparaturet.

Hoffner opdager at der er mange interessenter i den ny tids filmproduktion, ikke mindst nazisterne, som senere skulle bruge den til deres propaganda, men som i første omgang så de store produktionshaller som et fint skalkeskjul for deres hemmelige våbenproduktion..
Hoffner kommer stadig tættere på bagmændene, men må til sidst sande at deres magt er langt større end hans…

Ligesom i den første bog, “Rosa”, indtager Hoffners familie en væsentlig rolle. Hustruen Martha blev myrdet af Hoffners fjender i slutningen af første bog og hans ældste søn, Sascha, har aldrig tilgivet sin far hans indirekte skyld. Sascha er nu blevet nazist, lillebroderen Georg er involveret i filmbranchen, og begge to viser sig at være så involverede i Hoffners sag, at han tilsidst må kæmpe med næb og klør for at holde dem uden for fare.

Jeg har ind imellem spekuleret på, om det overhovedet er muligt at skrive en god krimi (med opklaring af forbrydelser og en kommissær eller lignende som hovedperson) – uden særlig viden om arbejdet og ikke mindst samarbejdet i en kriminalafdeling! Og det har Rabb nu givet mig svaret på. Sjældent har jeg oplevet en politimand, som arbejder så alene, og når han endelig samarbejder – så er det med skurkene. Men det fungerer faktisk fint, selvom det er lidt påfaldende, hvor meget det hele afhænger af Hoffner.

Igen har Rabb skrevet en spændende historie, hvor han bruger krimigenren til om ikke at formidle et budskab, så ihvertfald at reflektere over udviklingen i mellemkrigstidens Tyskland og nazisternes ureglementerede vej til magten. Og igen er det gjort med beundringsværdig indlevelse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter