Disciplen af Michael Hjorth Og Hans Rosenfeldt

Rejseholdet fra “Manden der ikke var morder” er tilbage i denne yderst spændende krimi, hvor en copycat myrder kvinder efter præcis samme fremgangsmåde som Edward Hinde benyttede sig af – en seriemorder, som for mange år siden blev afsløret af Sebastian Bergman. Men er det udelukkende kopimord – eller har Hinde en finger med i spillet?
Da det viser sig, at ofrene alle har relation til Sebastian, bliver det tydeligt, at Hinde er involveret – men hvordan bærer han sig ad, når han sidder bag lås og slå på en sikret anstalt?

Sebastian er nok engang hovedperson i bogen – han er ved at gå i hundene, har ikke et liv, men bruger sin tid på at overvåge Vanja, som han har fundet ud af er hans datter – han er besat af Vanja. Men Vanja har allerede en far, som hun elsker højt, mens hun foragter Sebastian. Hans psykolog anbefaler ham at få indhold i tilværelsen, og han får den tanke, at han kan tilbyde rejseholdet sin hjælp – og derved slå 2 fluer med et smæk – være tæt på Vanja og få sig et job. Rejseholdet er ikke begejstret – de behandler ham usselt, ignorerer ham og er nedladende. Men Sebastian ved, at Hinde er involveret – og at han selv er nøglen til løsningen, så han insisterer på at deltage i opklaringen- på trods af modstanden – og får Torkels tøvende accept.

Thomas Haraldsson, den uduelige strisser fra “Manden der ikke var morder” har fået nyt job – han er blevet institutionschef på den lukkede anstalt, hvor Hinde sidder fængslet! Og dermed lykkes det ham nok engang at forkludre tingene for rejseholdet – han forsinker deres adgang til at besøge Hinde, for måske kan Haraldsson selv opklare hele sagen (og blive dagens helt!), ved at tage en venskabelig snak med Hinde. Men selvfølgelig kan han ikke hamle op med Hinde, der er langt foran den naive, smådumme Haraldsson, og det får alvorlige følger at han blander sig. På hjemmefronten går det til gengæld godt – hans kone er gravid, og de er som nyforelskede, da de skal fejre deres 5-års bryllupsdag.

Det er en skøn krimi, hvor personskildringen spiller en stor rolle – ikke kun beskrivelserne af de 2 mordere, som begge har haft en ussel barndom, men i særdeleshed den udvikling der sker med folkene på rejseholdet, og ikke mindst Sebastian. Her er ingen stillestående personer, men “rigtige mennesker” med et liv udenfor arbejdspladsen. Bogen slutter på en måde, der lægger op til, at der kommer en efterfølger – jeg glæder mig allerede! Hjorth og Rosenfeldt er et godt makkerpar!

Lån bogen på bibliotek.dk