291
2007
978-87-11-22824-1
Vren - de glömda rummen
Rumalderen er overstået. I over 300 år har jorden været koloniseret med 13 solsystemer og nydt godt af deres befolkning og ikke mindst deres ressourcer. Jorden opnåede imidlertid et overherredømme, hvilket førte til en krig, der medførte isolation af jordens befolkning og det ydre rum. Eneste levn fra rumalderen er en ulvelignende race med menneskelignende træk, bedre kendt som “vrener”.
100 år efter at rumalderen er slut, finder den 15-årige Anya en såret vren. Velvidende hvor farlig et væsen det er, hjælper hun den alligevel, og den aflægger hende det løfte at adlyde hende, selv hvis det skal koste den livet. Anya finder ret hurtigt ud af, at det ikke er en hel almindelig vren hun har fundet. Vrenen Kirvan er en mordervren, et våben toptrænet til at dræbe og snigmyrde. Da Kirvans tidligere ejer kommer efter ham, går det op for Anya at han vil bruge Kirvan i nogle lumske planer og hun følger efter dem for at forhindre en katastrofe.
Spændende og underholdende fantasyroman som er krydret med science fiction. Historien fænger lige fra første til sidste side, og selvom bogen er forholdsvis letlæst, så synes jeg den rummer utroligt meget, lige fra Anyas forhold til vrenen og dennes fortid, til attentat mod kongen og trusler fra rummet. Forfatteren fik udgivet fortsættelsen til bogen i 2006, men denne er desværre endnu ikke udkommet på dansk.