Zebraen af Alexandre Jardin

Kærlighed og måske især lidenskab er ikke fikserede størrelser der enten er der – hele tiden – eller ikke er der. Man må arbejde for at holde dem i live. Spørgsmålet er så bare: Hvor langt vil du gå?

Gaspard vil gå rigtigt langt. Han er gift med Camille, og efter femten år er det ved at være mere hyggeligt og rart, end det er stormende og uimodståeligt. Gaspard kan ikke holde det ud, og da han er en løjerlig fyr, er der ingen grænser for hvad han vil gøre for at vække gløden i Camille igen. Og med grænser mener jeg ikke grænser for, hvor hårdt han vil arbejde, men for hvor mærkeligt han vil gå til værks. En af de knap så indlysende ideer han får, er at de begge skal leve klædt ud som gamle mennesker, for på den måde at indse hvor flammende deres begær så må være i forhold til alderdommens.

Al Gaspards tid går med at udklække og udføre den ene mere afsindige forførelsesplan efter den anden, men den største og mest virkningsfulde kommer til ham ved et held. Han får kræft, og med døden inde i billedet er den højeste kærlighed endelig inde for rækkevidde – endelig har han muligheden for at vise, ved omhyggelig planlægning, at hans kærlighed til hende er af den slags der rækker ud over døden.
Alle disse anstrengelser er vanvittige og en smule morbide, men det er underholdende til sidste åndedrag.

Lån bogen på bibliotek.dk