Væggen af Marlen Haushofer

En kvinde, som aldrig afslører sit navn, er taget med et vennepar, Hugo og Luise, til deres jagthytte i bjergene. Kvinden er gift og har børn og regner kun med at være hjemmefra i tre dage. På ankomstdagen går venneparret en tur ned til byen, mens kvinden bliver tilbage ved hytten sammen med hunden Luchs. Da Hugo og Luise ikke vender tilbage, går kvinden sammen med Luchs ud for at lede efter dem.

Som ud af intet er der i nattens løb vokset en glasvæg op, der afskærer kvinden og Luchs fra landsbyen og måske resten af verden.

”Væggen” handler om kvindens måde at tackle det fuldstændigt uforståelige og om at overleve i det område, som jagthytten ligger i.

Psykologisk foregår det i flere faser og svinger imellem total uvirkelighedsoplevelse til pragmatisk accept af kendsgerningerne, der bl.a. giver sig udslag i aktiviteten at afmærke hele væggen med grene og dermed skaffe sig viden om dens omfang.

 ”Det beroligede mig og bragte en anelse orden ind i den store forfærdelige uorden, der var brudt ind over mig. Sådan noget som væggen burde simpelthen ikke findes.” (s. 26)

Det fysiske arbejde med at skaffe sig mad og brændsel hjælper med at lade en ny ”normalitet” vokse frem. Det er så uvant og udmattende, at trætheden udelukker al for megen spekulation. Undtagen om natten, hvor spørgsmål og sorg over det tabte trænger sig voldsomt på i drømmene.

I perioder med dårligt vejr må hun opholde sig mere indenfor og bliver derfor offer for tanker og spekulationer:

”…gik ud fra, at den (væggen) var et nyt våben, som det var lykkedes en af stormagterne at holde hemmeligt; et ideelt våben, som efterlod jorden ubeskadiget og kun dræbte dyr og mennesker.” s. 37

”Væggen” kan kaldes en kvindelig robinsonade. Helt alene må hovedpersonen lære sig at nedlægge vildt, dyrke jorden, sy nye sko m.m.. Hun opretholder en nogenlunde normal sindstilstand i samværet med Luchs og flere andre dyr, der kommer til. En stor del af romanen kredser om dyrene og hendes fine iagttagelser af deres adfærd. Uden dem havde hendes mentale tilstand nok ikke været så god som den, hun trods alt mønstrer i sin overleverede beretning.

Fortællinger om overlevelse under ekstreme forhold har altid draget os. Er der mad nok, tændstikker nok og er der andre overlevende? Denne roman er utrolig i sin helt enkle opbygning og sprogbrug, der i små cirkler gentager sig selv: vejr, dyr og fysisk hårdt arbejde. Som en anden videnskabsmand holder kvinden systematisk styr på dagene og beslutter sig for at nedskrive beretningen, som kan blive fundet af en mulig eftertid, hvis ikke musene har spist den. Trods den monotone handling er man som læser tæt fastholdt i fortællingens univers gennem alle 300 sider.

Væggen udkom i 1963, og Marlen Haushofer fik Østrigs nationale litteraturpris for den. I dag kunne man måske også sætte den i forbindelse med klima-spørgsmålet: hvad har vi brug for for at (over)leve, og hvordan kan både mennesker og dyr fortsætte med at overleve, når dele af eksistensgrundlaget forandrer sig voldsomt eller ikke længere er til rådighed for os.

“Væggen” er layoutet med et meget flot tæt grønt bladhang, som signalerer ildevarslende tilstande, med små glimt af håb. Gyldendal har genudgivet to andre ”grønne” klassikere i 2021, bl.a. Henry Thoreaus ”Walden”, om to års eneboertilværelse i skoven.

Lån bogen på biblioteket