0 kommentarer

Tuen af Annika Norlin

af d. 29. april 2025
Info
 
Sideantal

385

Udgivet

2025

ISBN

978-87-02-41621-3

Originaltitel

Stackan

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Her er en bog, der er i en liga for sig selv. Jeg har i hvert fald ikke læst noget lignende før – og den maner til eftertanke.

Emilie er freelance journalist – mange deadlines, ligegyldige interviews, en hektisk hverdag, dårlig løn. En dag bryder hun sammen og må sygemeldes. Hun søger langt ud i en svensk skov, hvor hun slår sig ned i et telt og lever primitivt fra dag til dag. Ingen ved, hvor hun er.

En dag opdager hun, at der tæt på hendes teltlejr kommer andre mennesker. Hun observerer dem i det skjulte og bemærker, at der er en særlig dynamik i den lille gruppe. En ung dreng går altid bag gruppen og ser lidt ensom ud. En kvinde synes at være lederen, og de udfører danse og synger monotone sange. De omfavner træerne og synes at være i pagt med naturen.

Hvem er de? Emilies nysgerrighed fører hende tættere og tættere på gruppen, og en dag møder hun et af medlemmerne ansigt til ansigt. Og så bliver Emilie stillet over for et dilemma – skal hun flygte eller prøve at komme tæt på gruppen?

Undervejs flasher bogen tilbage til hvert af gruppens medlemmer, og gennem bogen stykkes det sammen, hvordan gruppen er blevet etableret, hvem der er med i gruppen, og hvorfor de har trukket sig fra samfundet.

Af hensyn til nye læsere vil jeg ikke røbe mere af handlingen her, for det er en ret speciel oplevelse at få afdækket de enkelte skæbner gennem bogen

Tilbage står man med en følelse af, at det er et realistisk scenarie, en moderne fortolkning af Fluernes Herre.

Hvad sker der med det moderne menneske på kanten af samfundet, når det skal fungere under andre regler og normer?

Citat bagsiden: ”Hvorfor havnede de et øde sted som en del af en gruppe, hvor ingen kan klare alting, og hvor alle bidrager med noget? Og hvad sker der, når en fremmed kommer til og vender op og ned på alting?”

Sproget flyder godt i en dragende og skæbnesvanger tone.

Flot forside, dejligt format.

 

Anmeldereksemplar

lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter