Troldepus i skoven – og andre historier af Dines Skafte Jespersen

Normalt læser jeg ikke børnebøger, og jeg anmelder dem da slet ikke. Men jeg måtte bare gøre en undtagelse med “Troldepus i skoven – og andre historier”, da forlaget Høst valgte at genudgive de første 10 historier om Troldepus i september 2018. Historierne er oprindeligt skrevet i tiden fra 1942 til 1950.

Da jeg var barn i 60’erne og 70’erne, havde vi en del hæfter med Troldepushistorier. Troldepus er derfor mit første møde med litteraturen. Et møde jeg aldrig glemmer. Jeg elskede at få læst højt af Troldepus, og så snart jeg selv var i stand til at stave mig igennem hæfterne, læste jeg dem selv. Igen og igen. Når jeg læser, har jeg en tendens til at forsvinde ind i den bog jeg læser, og Troldepus var den første der fik mig til at forsvinde ind i en anden verden. Jeg var sammen med ham i skoven, jeg mødte alle hans venner, syntes han var sej når vi lavede ulykker sammen, og jeg blev usynlig sammen med ham når han puttede sin hvide pind i munden, eller jeg rejste med lysets hastighed når han svingede sin sorte tryllestav. Derfor måtte jeg bare møde ham igen, da han udkom igen i september 2018.

Det var selvfølgelig ikke det samme at læse Troldepus nu, som det var at få historierne om ham læst højt for 50 år siden, men det var et glædeligt gensyn med en kær gammel ven.

Noget af det der slog mig, var hvor meget pædagogikken har flyttet sig på de 70-75 år der er gået siden de blev skrevet. At Troldepus ikke har været ude i samme politisk korrekte stormvejr som Pippi Langstrømpes far (der var noget så ukorrekt som “negerkonge”) og “Lille sorte Sambo”, forstår jeg simpelthen ikke. For det er da helt vildt så upædagogisk fortællingerne om Troldepus er. I en af historierne er en mår flyttet ind i skoven. Den har mildest talt svært ved at opføre sig ordentligt (integrere sig, ville vi nok sige i dag). Og hvad gør Troldepus og vennerne? De taler venligt med måren, og lærer ham hvordan man bør opføre sig, mens de allesammen sidder i en rundkreds med saftevand og boller og holder af hinanden… Nej, det er så ikke lige det de gør. De rotter sig sammen og slår måren ihjel. Færdigt arbejde! I en børnebog! Det var ikke gået i 2018. Men da fortællingen hvori måren indgår, er skrevet under krigen, kan man selvfølgelig spekulere lidt over hvem måren i virkeligheden er, og hvorfor den skal slås ihjel.

En anden ting der slog mig var sproget. Hvor meget rigere det er, end det vi har at tilbyde børn i dag. Ordforrådet er stort, og der vil være rigtig mange ord som dagens børn ikke forstår. Og som deres forældre sikkert heller ikke kender, og derfor ikke kan forklare. Det er ord som jeg selv er vokset op med, og hvis fravær jeg først bemærker når jeg hører dem igen. Som f.eks. i Troldepus.

Dines Skafte Jespersen er ikke den pædagog der taler ned til børnene, og pædagoger dem i den rigtige samfundsnyttige retning. Nej, han sætter sig ned til børnene, og fortæller de vildeste historier. Jeg har svært ved at se en morale eller uddrage en eller anden lære af Jespersens historier. De er vilde og seje, bare for at være vilde og seje. Og det er så godt!

Lån bogen på Bibliotek.dk