Til jord skal du blive af Steen Lassen

Dette er Steen Lassens andet bind i Fjellerup-serien, der i 2016 lagde ud med “Du skylder et liv”. Som tilfældet var med forgængeren, er der også denne gang tale om en spændende og godt tænkt historie.

Under et gravearbejde i Fjellerup dukker et skelet op af jorden. Hvordan er den døde havnet der – og har politiet en drabssag, som mangler et lig?

Kriminalinspektør Lena Nielsen fra Fjellerup bliver sat på opgaven sammen med sit hold af efterforskere. Via hårdt efterforskningsarbejde, der fører gennem prostitution, narkohandel og flere mord, kommer den overraskende sandhed for dagen.

Da jeg læste “Du skylder et liv”, glædede det mig at der for en gangs skyld var skrevet en krimi med fokus på ganske almindelige politifolk og den gode historie. Ikke en flok særlinge med diverse misbrug, og ingen problemer på hjemmefronten til at skygge for handlingen. Det er samme politifolk der arbejder videre i “Til jord skal du blive”. Så vidt så godt.

En medlem af efterforskningsgruppen præsenteres som “hacker”, men når vi så får at vide hvordan hun arbejder, er det mere end tydeligt, at hun på ingen måde er hacker. Hun er dygtig med computere, og kan google ting som de andre i gruppen ikke kan finde ud af, men det bliver man altså ikke hacker af.

Det er heller ikke særligt troværdigt at politiet på det ugentlige pressemøde fortæller journalister hvordan de skal vinkle deres historie. Og når en anholdt på et tidspunkt tilstår et mord, og politiet på næste pressemøde fortæller at de endnu ikke ved hvem morderen er, hænger det heller ikke sammen.

I min anmeldelse af “Du skylder et liv”, gav jeg udtryk for et ønske om at forfatteren ville vise os mere af sine hovedpersoner i seriens kommende bind. Dengang fortalte forfatteren alting, men viste ikke rigtig sin læser noget, hvorfor personerne aldrig blev levende og nærværende. I “Til jord skal du blive” er det nøjagtig det samme, bare lidt værre. Persongalleriet er gennemsigtige skygger, og det er utrolig meget “så sagde hun det, og han sagde det, hvorefter de alle tænkte over hvad der var blevet sagt, og gik tilbage til deres kontorer og arbejdede videre.” Ikke på noget tidspunkt involveres læseren i historien. Jeg følte mere at jeg hørte på et klinisk foredrag end jeg læste en krimi, og så er det lidt ligegyldigt hvor godt tænkt plottet er. For at være helt ærlig, så kedede jeg mig bravt undervejs.

Jeg kan stadig godt lide idéen med at flytte en krimi ud i den del af virkeligheden hvor de fleste af os bor, og jeg kan stadig godt lide at der er lagt vægt på den gode historie og solidt politihåndværk. Men behøver det være så kedeligt opremsende, og behøver personerne være så gennemsigtige og karakterløse?

Jeg ved ikke om der er et tredje bind på vej i serien. Hvis der er, håber jeg at der bliver arbejdet rigtig meget med fortællingens svære kunst.

Lån bogen på Bibliotek.dk