0 kommentarer

The Revolutionist af Robert Littell

af d. 29. januar 2010
Info
 
Sideantal

569

Udgivet

1988

ISBN

0553052608

Originaltitel

The Revolutionist

 

I 1917 beslutter to unge amerikanske statsborgere – Alexander Til og Atticus Tuohy – at emigrere til Rusland og yde en indsats i den revolution, der er under opsejling. Takket være forbindelser til kredsen omkring Trotsky får de dækket deres rejseudgifter og kan herefter kaste sig ud i den kamp for socialismen, som de ikke rigtig kunne se noget videre perspektiv i at udkæmpe hjemme i New York.

I dette stort anlagte episke mesterværk skifter Littell ubesværet fra metaniveauet til de dagligdags situationer for en lang række hoved- og bipersoner. Vi følger dem i perioden 1917-1952.

Trotsky, Lenin, Stalin, Khrusthjov, Beria og en række andre historiske skikkelser indgår på fornem vis som integrerede personer i beretningen om Alexander og Atticus, hvis skæbner både i krigen og kærligheden falder meget forskelligt ud.

Romantik afbrydes af vold og ækle drab i denne jordnært realistiske skildring af det moderne Ruslands tidligste år.

Det er både fortællermæssigt og med hensyn til researchen en bedrift, forfatteren har begået. I efterordet nævner han selv, at researchen tog ham tre år og skrivningen to.

Så ved man det…

Som en personlig slutnote vil jeg nævne, at jeg havde min tvivl om jeg kunne finde læselyst nok til 569 sider om Den Russiske Revolution. Bogen viste sig dog at være perfekt til juleferien, mens Rachmaninovs musik kørte i baggrunden. Ja, faktisk er det en af de bedste romaner, jeg længe har læst!

Bedømmelse
Karakter