Storbyen : et portræt af Will Eisner

Eisner portrætterer kærligt storbyen gennem korte hverdagsepisoder. Eisner, der selv er opvokset i storbyens ny europæiske indvandrerghettoer, kender sit miljø indgående, både indbyggerne, geografien og arkitekturen, og kan derfor fortælle ud fra alle storbyens usete perler: metroen, kloakkerne, gaderne, lejekasernerne og tagtoppene. Ja, selv mure og vinduerne har faktisk hver sit afsnit. Afsnit der ofte afvikles helt uden tekst. En dagligdagsepisode fra metroen er et fantastisk eksempel herpå, hvordan Eisner mestrer ‘pantomimen’ til perfektion: De sammenstuvede passagerer bærer alle den arketypiske mine for den der ikke interesserer sig for, eller netop ikke vil vide af de fremmede han er tvunget sammen med. Strømmen går, undergrundstoget går i stå og man holder stille, indespærret som svin på vej til slagtehuset. Kropsdunster begynder at sive og simre, sveden springer, ansigter begynder at krakelere, smelte – men inden det uafvendelige maskefald vender strømmen tilbage og alle reddes af den metaforiske gongong. Kun en ægte indfødt vil kunne beskrive storbyen fra alle dens små usete steder og vinkler. Eisner har både øje for miljøet og klientellet er alt fra den gennemsnitlige knokler, over gadens børn, til svindleren, straffefangen, gademusikanterne og den hårdt arbejdende hjemmegående husmor – en vaskeægte førstegenerations amerikaner.

Episoderne fortæller om storbyen i sin essens. Hvordan mennesket lever og dør i den. Både de rige og de fattige, selvom Eisner generelt fokuserer på samfundets bund, og holder farvelægningen i gråtoner, der rammer stemningen eminent.