0 kommentarer

Stenansigter af Martin Petersen

af d. 24. maj 2014
Info
 
Sideantal

166

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7128-554-3

 

Jakob Olavssøn fra Hjortshøj ved Århus, mister det meste af sin familie til den pest der fejer ind over Europa i første halvdel af 1300-tallet. Da sygdommens hærgen har lagt sig, er han alene tilbage med sin far, og et lille landbrug. Men Jakob er ikke landmand. Jakob er stenhugger, og rejser til den svenske ø Gotland i Østersøen. Her holder de bedste stenhuggere til, og de får hurtigt øjnene op for Jakobs evner.
Da Jakobs mester dør, overtager Jakob hans værksted i Visby. Han bliver gift med Elin, der er datter af en storbonde i nærheden, og de får to børn.

Da alt går bedst for Jakob, Visby og Gotland, angriber den danske kong Valdemar Atterdag i 1361 Gotland. Det kommer til et kæmpe slag, hvor et par hundrede danske soldater og næsten 2.000 svenske bønder, mister livet. Under danskernes angreb på bondehæren træffer Jakob et valg, der får voldsomme konsekvenser for ham selv og for hans kone og børn. De næste mange år forsøger Jakob at leve med sig selv, som den han er, mens han søger soning for sin synd i kirker og klostre på Gotland.

“Stenansigter” er ikke blot en historisk roman. Det er også en fortælling om mennesker og om de valg vi hver især træffer, og om de konsekvenser vi i større eller mindre grad må leve med resten af livet. Sproget er let, men når alligevel dybt ned i de mennesker vi møder undervejs. Martin Petersen falder ikke i den grøft som forfattere af historiske romaner ofte fristes til at falde i, nemlig at dynge læseren til med detaljer der vidner om et stort researcharbejde, men som ofte får resultatet til at ligne en historisk afhandling end en historisk roman. Martin Petersen har gjort et kæmpe researcharbejde forud for skrivningen af “Stenansigter”, men han forstår kunsten blot at lade fakta ridse scenen op, og så ellers lade sine personer levendegøre det. Og det gør han godt. Rigtig godt endda.

Jeg har en forkærlighed for historiske romaner, og har læst mange af slagsen. Med tiden kræver man (jeg) mere og mere af forfattere til sådanne værker. Martin Petersen var et ubeskrevet blad for mig indtil mødet med “Stenansigter”, og jeg er meget glad for at have gjort hans bekendtskab. Dejligt når historie og romanskrivning går op i en højere enhed, der vidner om rigtig godt håndværk.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter