0 kommentarer

Stadig Alice af Lisa Genova

af d. 4. december 2009
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

320

Udgivet

2009

ISBN

978-87-7714-997-9

Originaltitel

Still Alice

 

Jeg fik anbefalet “Stadig Alice” af en kollega, som fortalte, at hun var begyndt at læse den om aftenen og simpelthen ikke kunne lægge sig til at sove, før hun var færdig. Og det er også en meget stærk bog.

Alice Howland er doktor i psykologi ved Harvard University og har forsket i lingvistik og sprog. Hele hendes liv er bygget op om karrieren, hendes mand John som også er forsker, og deres tre børn. Men da hun fylder 50, begynder hendes verden at ændre sig. Hun glemmer ting. Hun kan pludselig ikke finde rundt, selvom hun har boet i kvarteret i mange år. Og ordene forsvinder for hende, når hun taler.

Til at begynde med tror hun blot, at det er en del af at være kommet i overgangsalderen, men da hun går til lægen med sine symptomer, får hun en mere dyster besked. Hun har begyndende Alzheimers. Beskeden slår Alices verden omkuld, og ikke kun hendes. Også familien skal pludselig forholde sig til, at Alice aldrig mere vil være den samme igen.

Lisa Genova har en ph.d. i neurovidenskab, og hun skrev romanen, da hun selv fik Alzheimers ind på livet gennem sin bedstemor. Jeg synes, at det lykkes hende at give et utrolig godt billede af både sygdommen og de konsekvenser den har. Både for den syge men også for familien og omgivelserne, for Alzheimers er en meget tabu-belagt sygdom. Som Alice konkluderer i romanen ville kræft være en meget nemmere sygdom at blive ramt af: “Dem med kræft kunne regne med opbakning fra deres venner og familie. Alice regnede med at blive som en udstødt. Selv de mest velmenende og veluddannede mennesker holdt frygtsomt de mentalt syge tre skridt fra livet.”

“Stadig Alice” er en barsk bog at læse. Her beskrives ubarmhjertigt den mentale deroute, Alice udsættes for i løbet af sin sygdom. Alzheimers står for mig som en af de værste sygdomme, man kan blive ramt af, og Lisa Genovas bog bekræfter på mange måder dette. Men samtidig er der dog også glimt af håb og glæde i bogen, for selvom Alice delvist forsvinder i forløbet, så har hun stadig sine glæder, og hun kan leve i øjeblikket. Fokus ændres blot til de helt nære ting.

Hvis man ikke er bange for at komme ind på livet af de mere barske sider af tilværelsen, er “Stadig Alice” så absolut en bog, man skal læse. Så jeg vil følge min kollegas eksempel og give den min varmeste anbefaling.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter