162
2025
9788776303976
Spionen : historien om en træl, der blev spion i kongens tjeneste
1. udgave
Ulf bor på Lolland med sin far, mor, søster og to yngre brødre. Familien er ekstremt fattig, og faren har lånt penge af den forkerte mand. Da denne mand kommer for at inddrive gælden, må faren indrømme, at han ikke har mulighed for at betale og hele familien bliver derfor trælle for en købmand i en by langt væk. Situationen udspiller sig sådan:
“Marie så skuffet på ham og trak sig lidt væk. Ulf havde intet gjort for at forsvare sig. Et par tårer løb ned ad hendes kinder. Nu skammede hun sig ikke bare over sin egen nøgenhed, men også over sin bror. Det føltes, som om hun ikke længere havde en bror. Hun følte sig forladt….Det var ikke så meget hendes egen ydmygelse, som gjorde det, men mere at hendes bror, Ulf, som hun altid stolede på, og som kunne klare alt, bare havde taget ydmygelsen, og intet gjorde andet end at finde sig i det. Det knuste hendes verdensbillede.”
For mig som voksen læser er dette den fineste passage, der er at finde i Spionen. Desværre er det stort set det eneste sted i bogen, hvor vi kommer ind og berører, hvad de mange forfærdelige ting, som familien oplever, gør ved dem. Og det er unægteligt frygtelige ting familien bliver udsat for. Deres nye tilværelse som trælle er værre end den ellers vanskelige tilværelse de havde som fattige. Nu er de i omverdenens øjne blot dyr, uden følelser og rettigheder. Kvinderne skal føde deres ejers børn uophørligt, mændene skal arbejde stort set døgnet rundt. Da muligheden byder sig, ser Ulf ingen anden udvej end at sige ja (andet er vel heller ikke en reel mulighed) til kongens job til ham. Ulf bliver sendt til Tyskland for at spionere med oplysningen om, at han skal være hjemme igen med informationer inden 30 dage. Hvis han lykkes med missionen, vil han og de resterede medlemmer i den lille familie være frie mennesker igen.
Jeg gjorde mig meget umage i forsøget på at læse bogen med en 14-årig drengs øjne, men jeg må indrømme at jeg fejlede. Det der kunne have været en lærerig og medrivende bog om, hvordan livet som en fattig dreng i Middelalderen i Danmark bliver i stedet en bog, der fokuserer meget på det faktum, at trællene går nøgne rundt, at de skider alle vegne og onanerer uophørligt. For mig som voksen virker det som et forsøg på at lefle for den unge læser, og jeg vil egentligt foretrække, at de får nuanceret litteratur. Om bogen lykkes med at fange de unge mennesker, og måske endda give nogen af dem lyst til at læse mere skal jeg ikke kunne vurdere, jeg håber det. Jeg har selvfølgelig aldrig været en ung dreng, med dog en ung pige, og som én der allerede dengang var utroligt glad for at læse, ville bogen ikke have givet mig mere appetit på litteratur, men måske den kan fange nye læsere.

